Holstebro bliver vært for herrernes Santander Final4 - semifinalerne fastlagt

26. oktober 2017

Interessen for at afholde årets Santander Final4 har været massiv, og nu er valget faldet på Holstebro, der dermed for første gang skal være værter for en af de største begivenheder i dansk klubhåndbold.  De fire deltagere, der skal dyste om trofæet i weekenden d. 3. og 4. februar 2018, er: TTH Holstebro, Ribe-Esbjerg HH, GOG Håndbold samt Aalborg Håndbold.

Om valget af Holstebro som værtsby siger direktør i Divisionsforeningen Håndbold, Thomas Christensen:

-Vi havde tre super gode kandidater i spil, der hver især ville kunne levere et fantastisk finalestævne, men valget faldt denne gang på Holstebro, der dermed for første gang skal prøve kræfter med arrangørrollen. Santander Final4 er blevet et kæmpe tilløbsstykke, og vi glæder os umådelig meget til at komme til Gråkjær Arena. Både TTH Holstebro og kommunen har virkelig lagt sig i selen for at det kunne lykkes, og vi er meget glade for, at vi nu er enige om rammerne og kan melde det bredt ud, siger Thomas Christensen, der også peger på turneringens hovedsponsor, Santander Consumer Bank, som en aktiv og vigtig samarbejdspartner, når det gælder om at stable håndboldfesten på benene til februar.

 Santander Final4 spilles den 3. og 4. februar 2018 i Gråkjær Arena, Holstebro. Lodtrækningen til semifinalerne fandt sted i dag i Fredericia, og magede det således:

Lørdag d. 3. februar, semifinale 1: TTH Holstebro – Ribe-Esbjerg HH

Lørdag d. 3. februar, semifinale 2: GOG Håndbold – Aalborg Håndbold

Søndag d. 4. februar, bronzekamp samt finale.

Information om billetsalget følger – hold øje med Tophåndbold.dk

x