Vild sejr sender TTH i finalen mod GOG

3. februar 2018

Foran et ellevildt og udsolgt Gråkjær Arena kunne ”værterne” TTH Holstebro forkæle sine fans med en forrygende finish. Et mål – i tomt mål - i kampens sidste sekund afgjorde således tingene til Balling & Co’s. fordel. TTH havde ellers et godt udgangspunkt efter første halvleg, der endte 15-11, men Ribe-Esbjerg anført af Jacob Holm (10 mål) kravlede langsomt men flot tilbage i kampen. Med fem sekunder igen udlignede Holm til 25-25, blot for at se Vignir Svarvarsson sende bolden i tomt mål fra midten få sekunder efter. En kold dukkert for et godt kæmpende Ribe-Esbjerg hold.

Omvendt skal der nok komme gang i festen i Holstebro i aften, med udsigten til at byens darlings spiller finale i morgen mod GOG, der ingen problemer havde i deres semifinale tidligere på dagen mod Aalborg Håndbold. Den kamp endte 32-23 efter 15-12 ved pausen. Finalen sættes i gang kl. 16.00 i morgen, mens kampen om 3. pladsen begynder to timer tidligere.

x