Årets leder 2018 - John Mikkelsen TTH Holstebro

Årets leder 2018 - John Mikkelsen TTH Holstebro

6. juni 2018

Prisen ”Årets leder” gives til en person, der som leder i en dansk Liga eller divisionsklub har ydet en stor indsats i en årrække for sin klub til gavn for denne og for Dansk Håndbold.

”Årets leder” udpeges af Divisionsforeningens bestyrelse.

 

Tidligere modtagere: 2001 Carsten Thygesen, Skjern Håndbold – 2002 Vagn Sørensen, Bjerringbro FH – 2003 Carsten Fynbo Larsen, Horsens HK – 2004 Poul Syberg Pedersen, GOG  - 2005 Bjarne Stenbæk, Slagelse FK – 2006 Klaus Poulsen HF Mors  - 2007 Henning Sørensen, Lemvig Håndbold – 2008 Jens Boesen, KIF Kolding – 2009 Jens Ole Bondrup, HC Midtjylland – 2010 Henrik Mortensen, Randers HK – 2011 Carl Lærke, Roskilde Håndbold, 2012 Torben Væver, Skanderborg Håndbold – 2013 Jan Larsen, Ålborg Håndbold – 2014 Simon Lindhardt, SønderjyskE Herrer – 2015 Jakob Andreasen, Silkeborg Voel KFUM – 2016 Thomas Hylle, Team Esbjerg – 2017 Christian Lynnerup, Bjerringbro-Silkeborg.

 

Årets leder er et  klubmenneske med stort K - som i kærlighed. Et forhold, som for længst har fejret sølvbryllup, og hvor du i mange år har tilbragt flere af døgnets timer med klubben/jobbet end med din kone. 

Du kom til klubben som spiller som 18-årig - for 33 år siden. Du var med til at spille klubben op i landets bedste række, du har stadig klubrekorden med 404 kampe, du blev som den første fuldtidsansat i klubben - noget ret usædvanligt for godt 20 år siden. Du blev spillende sportschef, og da den oprindelige klub gik fra forening til forretning, gik du forrest med ideer, sjæl og krop. Du er en ildsjæl, en døgnbrænder, der ikke giver op, når du først er tændt på ideen. 

Din ansættelse stoppede i 2006, da du helligede dig talentudviklingen i Holstebro Kommune - stadig med stor omhu, interesse og involvering i klubarbejdet i din hjerteklub. 

For to år siden blev du genforenet med TTH Holstebro - nu som direktør. Du kom til på et tidspunkt med store udfordringer. Du er gået forrest både med økonomien og det sportslige.

Sidste års Final4 blev afviklet i Gråkjær Arena med dig og hele TTH, Holstebro som en dygtig arrangør. Dette arrangement fortjener du også stor ros for at have fået til Holstebro og gennemført til UG med kryds og slange.

Tillykke til årets leder: John Mikkelsen, TTH Holstebro. 

 Godt kæmpet og godt gået, John. Stor respekt herfra.