BETINGELSER FOR APPEN TOPHÅNDBOLD

JANUAR 2023 – VERSION 3.0.

Nedenstående betingelser er gældende for appen ”Tophåndbold” (i det følgende kaldet ”appen”).

Appen er udviklet af og udbydes af Divisionsforeningen Håndbold, Vejlevej 65, 1. sal, 7000 Fredericia. Divisionsforeningen Håndbold (CVR-nummer 15046805) er en forening og medlemmerne er håndboldklubber i Danmark. I det følgende kaldes Divisionsforeningen Håndbold for ”Tophåndbold”.

1. GENERELLE BETINGELSER

1.1. GENERELT

Nedenstående betingelser gælder for alle brugere af appen. Når du opretter dig i appen, accepterer du samtidig disse betingelser, som vi forudsætter, du har læst forud for oprettelsen.

Ved oprettelse af en bruger i appen, har du mulighed for at afgive samtykke til, at Tophåndbold må kontakte dig via SMS- og pushbeskeder samt e-mail. Et sådant samtykke er altid frivilligt at afgive, og du kan til enhver tid selv administrere dine samtykker i appen, herunder kan du slå push-notifikationer fra og/eller kalde dit samtykke tilbage.

1.2. VILKÅR FOR BRUG AF APPEN

1. For at kunne benytte appen skal du være fyldt 15 år.

2. Tophåndbold forbeholder sig til hver en tid retten til at ændre forhold og vilkår for brug af appen ved opdatering af disse betingelser.

3. Når du deltager i konkurrencer, quizzer, lodtrækninger m.m. i appen, registrerer Tophåndbold oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne administrere den pågældende konkurrence, quiz eller lodtrækning, samt for planlægning af nye/fremtidige konkurrencer, quizzer, lodtrækninger m.m. Oplysningerne registreres i overensstemmelse med vores privatlivspolitik som du finder her.

1.3. VILKÅR FOR FANAKTIVERING

Med fanaktivering menes deltagelse i eksempelvis quizzer, konkurrencer, lodtrækninger, rabatkuponer/vouchers m.m. Vilkårene for deltagelse er som følger:

1. Hvis du vinder en quiz, lodtrækning, et produkt eller et godt tilbud, vil din præmie blive aktiveret i appen. Der kan gå nogle timer, før præmien er synlig. Der kan kun vindes én præmie pr. dag.

2. Gevinstchancerne afhænger dels af antal deltagere og dels af antallet af præmier.

3. Alle vindere offentliggøres som udgangspunkt i appen.

4. Præmier (f.eks. gavekort, rabatkuponer/vouchers eller produkter) kan ikke ombyttes til kontanter eller andre produkter.

5. Appens loyalitetspoint er en virtuel valuta, som kun kan optjenes og indløses i appen og pointene har uden for appen ingen reel økonomisk værdi.

6. Personalet i Tophåndbold og foreningens partnere samt underleverandører kan ikke deltage i konkurrencer og lodtrækninger i appen. 

7. I tilfælde af mistanke om snyd forbeholder Tophåndbold sig retten til at diskvalificere brugere fra at vinde præmier (f.eks. gavekort, rabatkuponer/vouchers eller produkter), samt at forbyde brugere i at deltage i konkurrencer, quizzer, lodtrækninger m.m.

8. Ved nogle lodtrækninger har du mulighed for at deltage flere gange i løbet af det tidsrum, hvor lodtrækningen er tilgængelig.

9. Gavekorts, vouchers og rabatkuponers udløbsdato fremgår ved gevinst.

1.4 ADGANG TIL APPEN

Det er kun tilladt at oprette én profil pr. person, og legitimation for oprettelse skal kunne fremvises på forlangende.

1.5 KOMMUNIKATIONSVILKÅR

Du vil i nødvendigt omfang modtage e-mails og pushbeskeder fra Tophåndbold vedrørende tekniske problemer, ændringer af forhold og vilkår, opdateringer m.m. i appen.

Ved at give samtykke i appen accepterer du, at Tophåndbold må kontakte dig i kommercielt øjemed via følgende medier:

1. E-mail

2. SMS- eller pushbeskeder

Ved at give samtykke i appen accepterer du også, at Tophåndbold må videregive din e mailadresse til Dansk Håndbold Forbund, hvis du deltager i fanaktiviteter på appen – f.eks. relateret til håndboldlandsholds deltagelse i VM, EM og OL.

Ved at give samtykke i appen accepterer du endelig, at den klub du har valgt som hjerteklub, må sende nyhedsbreve til dig.

Samtykke kan til enhver tid administreres i appen.

Kommercielt indhold, i form af bannere samt quizzer, konkurrencer, lodtrækninger, afstemninger og rabatkuponer sponsoreret af Tophåndbolds kommercielle partnere, vil være tilgængelig og synlig i appen. Husk altid at læse privatlivspolitikker for tredjeparter. Hvis du vælger at klikke dig videre ind på deres sites, er Tophåndbold ikke længere ansvarlig for behandlingen af dine data.

1.6 SLET APPEN

Når du sletter din konto, slettes alle oplysninger ligeledes om dig – dog kan vi opbevare dine oplysninger i tre måneder, hvis brugeren kort inden sletning af kontoen har overskredet nogle retningslinjer, som vi vil undersøge nærmere.

1.7 SNYD

Tophåndbold forbeholder sig til hver en tid retten til at nægte indløsning af præmier ved mistanke om snyd. Tophåndbold forbeholder sig til hver en tid retten til at fjerne/nulstille optjente point i appens loyalitetsprogram ved mistanke om snyd. Ved gentagne overtrædelser af Tophåndbolds brugerbetingelser og/eller spilpolitikker, herunder snyd, kommentarer i appens chatforum af racistisk-, homofobisk-, anden diskriminerende- eller krænkende karakter, forbeholder Tophåndbold sig retten til at deaktivere den pågældende konto.

1.8 FAKTUELLE FEJL

Tophåndbold kan ikke drages til ansvar for eventuelle fejl og mangler i statistik og anden information i appen, da disse leveres af uafhængige tredjeparter.

Således kan Tophåndbold ikke stilles til ansvar i f.eks. odds-sammenhæng, hvis livescoren eller anden relevant information ikke er korrekt. Det er til enhver tid brugerens eget ansvar at være bevidst om dette.

2. RETTIGHEDER

2.1 SPØRGSMÅL TIL PRODUKTER

Spørgsmål til appen kan rettes via e-mail på app@tophaandbold.dk eller via post til

Divisionsforeningen Håndbold

Vejlevej 65, 1. sal

7000 Fredericia

2.2 ÆNDRINGER I PERSONDATA

Såfremt du har brug for at foretage rettelser eller ændringer i dine personlige oplysninger, herunder f.eks. navn, adresse, e-mail, telefonnummer m.m., opfordres du til hurtigst muligt at opdatere dine oplysninger via din konto på appen.

2.3 TVISTER

Skulle der opstå tvister i forbindelse med nærværende betingelser, løses disse efter gældende dansk ret.

2.4 KLAGE

Enhver klage vedrørende den leverede ydelse skal rettes til vores kundeservice på app@tophaandbold.dk.