Tillæg til Forretningsorden i Divisionsforeningen Håndbold

 

”Behandling af sager med særlige konsekvenser for klubberne”

 

§ 1. INDLEDNING:

Generelt gælder det i Divisionsforeningen Håndbold, at det er en frivillig forening, og at denne ikke kan foretage indgreb i medlemsklubber, der indskrænker klubbens egen ledelsesret. Dog gælder der i en række forhold nogle fælles regler for deltagelse i de danske elitehåndbold rækker, som klubberne skal acceptere ved underskrift af samarbejdsaftalen forud for hver sæson.

 

§ 2. ÆNDRINGER:

Hvis der skal foretages ændringer i forhold, der har en indskrænkning i klubbernes ledelsesret, så gælder for så vidt muligt følgende sagsbehandling, uanset hvorfra et forslag til ændring kommer fra:

 

1)      Klubberne skal indkaldes til ekstraordinært klubmøde med en varsling på mindst 10 dage. I indkaldelsen skal det fremgå ordret hvad det er, der skal tages beslutning om.

2)      I indkaldelsen skal der ligeledes fremgå, hvordan sagsbehandlingen skal foregå, og hvordan beslutningsprocessen vil være

3)      I visse sager vil det være af stor fordel, at der forud for indkaldelsen har været en høringsperiode, hvor sagens hovedelementer kan blive drøftet. En høringsperiode, skal såfremt den overhovedet kan nås, være på mindst 7 dage.

4)      Klubber forpligter sig til at møde frem til et klubmøde af denne karakter med person(er), der kan tegne klubben, og skal forud for mødet melde, hvem der deltager.

5)      På et klubmøde skal der tages et referat, hvor det tydelig fremgår, hvilke foreninger der er tilstede, og hvilke der har meldt fra. Af referatet skal det desuden fremgå, hvilke klubber der har fremlagt hvilke holdninger. Det forventes, at klubbernes klart tilkendegiver, hvad deres holdning er.

6)      Ved klubmødets afslutning skal det tydeligt og til referatet aftales, hvad den følgende sagsgang vil være.

7)      Ved sager, der afsluttes efter punkt 6, skal det desuden aftales, hvordan indholdet kommunikeres ud, og hvornår dette skal ske.

8)      Ved sager, hvor et klubmøde ikke kan træffe en endelig afgørelse efter punkt 6, skal det aftales tydeligt, hvordan det fremadrettede forløb vil være. Typisk vil bestyrelsen og/ eller direktøren sammen med en nedsat arbejdsgruppe kigge på de input, der er fremkommet, for efterfølgende at kunne fremsende nyt tilrettet materiale, som kan tilgå klubberne for en ny behandling efter behandlingsrækkefølge som beskrevet i punkt 1-6.

 

Der vil ikke normalt blive brugt skriftlig afstemning, men finder bestyrelsen eller en række klubber dette nødvendig, så skal dette være muligt.

 Vedtaget på bestyrelsesmøde den 2. november 2017