28. maj 2025
Skjern Håndbold formåede i aftenens tidlige semifinale-kamp at få skovlen under GOG med hele 38-27. Dermed skal der en tredje og afgørende kamp til mellem de to mandskaber, og det opgør spilles på lørdag med kampstart kl. 16.00 (vises på TV2). Topscorer(er) for de grønblusede blev Jakob Rasmussen og Joaquim Nazaré, der hver satte 7 mål ind.
Møllgaard magi og Hoxer i hopla i AAH-avancement
Aalborg Håndbold blev finaleklar efter en sejr ude over TTH på 31-37. Og efter den sejr er der maksimalt tre håndboldkampe tilbage i Henrik Møllgaards imponerende karriere, da legenden efter sommeren ”konverterer” til trænergerningen i det franske. Men hold da op et scoringsmæssigt aftryk den 40-årige playmaker fik sat i dagens opgør mod TTH. Ikke i form af mange mål – han scorede kun ét – men hvilket ét! Ved pausefløjtet fik Aalborg således tilkendt et frikast, og såmænd om ikke Møllgaard tordnede bolden i kassen gennem TTH-paraderne.
I den anden ende af mål-skalaen tårnede Hoxer op og blev med 12 mål suveræn topscorer for mesterholdet, der nu er klar til at forsvare guldet – og kan se frem til en friweekend modsat GOG og SKH.