All Star holdet kåret i 888ligaen

8. april 2017

Grundspillet i 888ligaen er afviklet, og slutspillet og nedrykningskampene står for døren. For at alle spillere i rækken har lige vilkår for at opnå en plads på holdet, har Divisionsforeningen Håndbold nu kåret årets All Star hold på baggrund af det indsamlede statistiske materiale fra alle kampene i de 26 runder i grundspillet.

Det er spillernes akkumulerede MEP tal (most effective player) fordelt på de respektive positioner, der afgør holdet. 3 hold har fået 2 spillere med hver, Skjern Håndbold, Aalborg Håndbold samt TTH Holstebro. Ribe-Esbjerg er også repræsenteret.

 Øverst af alle spillere på hele MEP-listen troner Skjerns Bjarte Myrhol. 93,92 MEP point har den norske stregkæmpe samlet sammen (til sammenligning var mest effektive spiller i sidste sæson Patrick Wiesmach med 101,21 MEP point). Myrhol har blandt andet nettet 129 gange på 167 forsøg og leveret 17 assists. Nummer 2 på listen er også en nordmand i skikkelse af Aalborg Håndbolds Sander Sagosen med 88,52 point. Begge spillere er i øvrigt sammen med Kasper Søndergaard gengangere fra All Star holdet i sidste sæson.

 Alle syv spillere på All Star holdet er med i slutspillet og dermed kampen om DM-guldet. Slutspillet skydes i gang lørdag med kampen mellem GOG Håndbold og Skjern Håndbold.

 All Star holdet 2016-2017

 Målvogter: Mikael Aggefors, Aalborg Håndbold 41,12 MEP

 Venstre fløj: Magnus Bramming, TTH Holstebro 64,85 MEP

 Venstre back: Jacob Holm, Ribe-Esbjerg HH 81,95 MEP

 Playmaker: Sander Sagosen, Aalborg Håndbold 88,52 MEP

 Højre back: Kasper Søndergaard, Skjern Håndbold 85,25 MEP

 Højre fløj: Kasper Emil Kildelund, TTH Holstebro 70,54 MEP

 Stregspiller: Bjarte Myrhol, Skjern Håndbold 93,92 MEP

 

Om MEP:

Det er begrebet ”Most Effective Player” (MEP), der ligger til grund for udvælgelsen af All Star holdet. Divisionsforeningens Digital-ansvarlige, Thomas Knudsen, forklarer:                                              

-MEP er et udtryk for, hvor effektiv den enkelte spiller er i alle angrebs-facetterne. Eksempelvis giver mål og assist plus point, mens brændte skud og fejlafleveringer giver minus. På baggrund af alle aktioner opnår den enkelte spiller et samlet point-antal efter hver kamp, der viser, hvor effektiv hun har været sammenlignet med alle de andre spillere. MEP pointene i hver runde ligger blandt andet til grund for kåringen af Rundens Hold, ligesom vi kamp efter kamp akkumulerer den enkelte spillers score, og på den måde får et samlet overblik over, hvilke spillere, der gennemgående er mest effektive i 888ligaen. Dette kan vi endvidere kategorisere på hver position og dermed kåre All Star holdet, siger Thomas Knudsen.

 

 

 

x