Assistens mestre: De 5 skarpeste assistspillere

19. marts 2026

Det er en lille kunst – og en af de små kunstarter inden for sport, der rent faktisk ikke bliver overset. For en assist taler vi om. Vi taler om den kunstneriske kvalitet, det er at kunne finde sine holdspillere med centimeters præcision. At kunne spille sine medspillere gode.

Dét er en kunst, og nogle spillere excellerer i netop det. I Bambuni Herreligaen har vi flere dygtige assistspillere – men her er de fem, der har sat ekstra mange af de helt gode afleveringer i sæsonen indtil videre:

Mads Svane Knudsen, BSH: Playmaker

Med sine lynhurtige bevægelser og vanvittige overblik er det ingen overraskelse, at Mads Svane er på listen. Playmakeren, der spiller sin første sæson i ørnereden, er kendt for at være knivskarp til at sætte sine medspillere i gode situationer – og samtidig være farlig selv. Dét er en cocktail, der skaber mål. Og tallene taler også for sig selv.

Assists: 136

Mål: 159

Kristoffer Vestergaard, GIF: Højre back

Kristoffer Vestergaard har hele sæsonen imponeret med sit spil i Grindsted – og det er ikke helt tilfældigt, at han er den eneste på vores liste, der ikke er playmaker. Højre backen har en helt særlig evne til ikke kun at finde sine egne chancer, men også se hvornår hans medspillere er dér, hvor han har brug for dem.

Assists: 121

Mål: 106

Matias Campbell, NSH: Playmaker

Er man en fuldblodsplaymaker, når man laver flere assists end mål? Det vil Matias Campbell måske argumentere for – det er nemlig lige præcis sådan, hans spillestil er. I Nordsjælland er han en dirigent, og det kan ses på statistikkerne.

Assists: 110

Mål: 93

Victor Norlyk, MTH: Playmaker

Han er her, der og alle vegne – på hver en liste og hver et hold, vi kårer. Victor Norlyk. Monstret fra Mors-Thy? Den hurtige playmaker har tryllebundet os alle i denne sæson, og om det er samme formular, han bruger mod sin modstander, ved vi ikke. Men han formår at have en finger med i spillet på det meste, og derfor er han både en af sæsonens mest scorende spillere – og den fjerde mest assisterende spiller.

Assists: 101

Mål: 202

Thomas Damgaard, TTH: Playmaker

Thomas Damgaard er måske ikke den mest scorende spiller på sit hold – men han er uden tvivl den med overblikket. Tror du ikke på os? Tjek hans assists. For Damgaard er en spiller, der i langt højere grad formår at læse spillet og sætter sine medspillere op til at lykkes. Dét er da en playmaker i ordets forstand, var?

Assists: 95

Mål: 86

 

Hov! Inden du smutter...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev...