Efterårets Hold i Herreligaen

3. januar 2025

Qua det forestående VM i Herrehåndbold er der pause i Herreligaen frem til d. 6. februar, hvor TMS Ringsted og Nordsjælland Håndbold spiller årets første ligakamp.   

Traditionen tro er det derfor tid til at kåre Efterårets Hold i Herreligaen, hvor Tophåndbolds statistik-pointsystem ”Most Effective Player” (MEP) ligger til grund for udvælgelsen. Alle spillere har gennem efterårets 17 runder akkumuleret et MEP-tal og er efterfølgende blevet målt op mod hinanden på de respektive syv positioner, hvorefter Efterårets Hold er fundet.  

Øverst på MEP-listen befinder Nicolaj Jørgensen sig. Playmakeren repræsenterer Sønderjyske Herrehåndbold, der har haft en fin første halvdel af sæsonen med en øjeblikkelig 7. plads i Herreligaen og en kvalifikation til Santander Final4 til februar for første gang i klubbens historie. Forrygende Jørgensen har selvsagt spillet sig til en plads på Efterårets Hold med hele 85,84 MEP-point, og han får på holdet følgeskab af holdkammerat og venstre fløj Patrick Volz.

2 spillere på Efterårets Hold har også Skjern Håndbold i skikkelse af målvogter Christoffer Bonde og venstre back Noah Gaudin. Sidstnævnte brillerede blandt andet undervejs i efteråret med at levere den næstbedste præstation af nogen spiller siden sæsonen 2007 målt på MEP-point.

Efterårets øvrige tre spillere er Nordsjælland Håndbolds Carl-Emil Haunstrup, Ribe-Esbjerg HH’s Andreas Søgaard og TTH Holstebros Edwin Aspenbäck.

Efterårets Hold i Herreligaen med MEP-point er:  

Målvogter: Christoffer Bonde, Skjern Håndbold, 21,86 MEP 

Venstre fløj: Patrick Volz, Sønderjyske Herrehåndbold, 42,23 MEP 

Venstre back: Noah Gaudin, Skjern Håndbold, 76,50 MEP 

Playmaker: Nicolaj Jørgensen, Sønderjyske Herrehåndbold, 85,84 MEP 

Højre back: Edwin Aspenbäck, TTH, 64,19 MEP 

Højre fløj: Carl-Emil Haunstrup, Nordsjælland Håndbold, 50,98 MEP 

Stregspiller: Andreas Søgaard, Ribe-Esbjerg HH, 43,59 MEP 

 

Om MEP-systemet  

MEP er et udtryk for, hvor effektiv den enkelte spiller er i alle angrebs-facetterne. Eksempelvis giver mål og assist plus point, mens brændte skud og fejlafleveringer giver minus. På baggrund af alle aktioner opnår den enkelte spiller et samlet point-antal efter hver kamp, der viser, hvor effektiv han har været sammenlignet med alle de andre spillere. MEP-scoren akkumuleres fra kamp til kamp, hvorefter der skabes et samlet overblik over, hvilke spillere, der gennemgående er mest effektive i Herreligaen. Dette kategoriseres på hver position og dermed kåres Efterårets Hold.