HTH Herreligaens hårdeste hold og spillere

26. november 2021

Der bliver givet og taget af et godt hjerte i HTH Herreligaen. Indimellem takseres de hårdhændede aktioner dog til 2 udvisningsminutter, men hvem er egentlig HTH Herreligaens hårdeste hold og spillere indtil videre i sæsonen?

På den personlige liste befinder TMS Ringsteds Joachim Møller Jacobsen sig øverst. 12 gange i 10 kampe i denne sæson har Jacobsen måtte traske mod bænken til en 2-minutters afkøling, mens det også er blevet til et enkelt rødt kort. Samme antal udvisninger noterer Bjerringbro-Silkeborgs Alexander Lynggaard sig også for, hvilket dog er fordelt på 12 kampe. Kigger vi på top fem over flest udvisninger indtil videre i sæsonen, er de fire øverste alle stregspillere, mens Emil Hansson fra Mors-Thy Håndbold som venstre back er den eneste ikke stregspiller på den liste.

På holdlisten ”topper” Fredericia Håndboldklub med 4,33 udvisninger/kamp efterfulgt af Bjerringbro-Silkeborg og Sønderjyske Herrer med 4 hver i gennemsnit.

x