5. maj 2021
Tophåndbold har nu kåret månedens spiller i april i HTH Herreligaen baseret på MEP-pointsystemet (Most Effective Player), og æren tilfalder denne gang Bjerringbro-Silkeborgs Jacob Lassen.
Over 4 kampe formåede den 197 centimeter høje og 105 kilo tunge højreback blandt andet at score 29 mål på 38 forsøg, levere 19 assists samt at blokere et enkelt skud. Det gav et MEP-tal på 20,94.
Bjerringbro-Silkeborg er i fuld gang med kampene i deres slut-spilspulje, hvor holdet lige nu er på andenpladsen, der i sidste ende giver adgang til semifinalerne. I morgen aften går det så løs mod KIF Kolding, og i BSH-lejren håber man naturligvis på, at Lassen kan fortsætte storspillet fra april og hjælpe holdet til sejr og dermed et stort skridt nærmere semifinalerne.
Stort tillykke til Lassen med titlen som månedens spiller i april i HTH Herreligaen!