3. marts 2021
Divisionsforeningen Håndbold har kåret månedens spiller i februar i HTH Herreligaen baseret på MEP-pointsystemet (Most Effective Player), og det blev TTH Holstebros hårdtskydende Aaron Mensing, der samlet præsterede bedst af alle spillere.
Over 4 kampe i februar lykkedes det den næsten 2 meter høje og 103 kilo tunge venstreback at score flotte 29 gange på 39 forsøg og levere 6 assists.
I det hele taget havde TTH og Mensing en god februar måned, hvor holdet blandt andet på udebane slog topholdet GOG, ligesom det senest blev til storsejr hjemme over ærkerivalerne fra Skjern Håndbold. På det personlige plan er 23-årige Mensing i top 10 både på MEP-og topscorerlisten.
På lørdag får Mensing så lov at vise sig frem igen, når TMS Ringsted venter på udebane.
Stort tillykke til Mensing med titlen som månedens spiller i februar i HTH Herreligaen!