Match of the Round: en kamp mellem talenterne?
Del21. oktober 2026
Aftenens opgør mellem Mors-Thy og BSH er et følsomt et af slagsen – især hvis vi spørger BSH træneren, Dennis Bo Jensen. Han var nemlig ansvarlig for at føre Mors-Thy til et af klubbens bedste resultater i de senere år: semifinalerne i sidste sæsons turnering.
Derfor kom det også som et chok for mange, da han annoncerede, at han ville forlade klubben til fordel for et rivaliserende hold. I aften skal han så atter stå overfor Bette Balkan i Thyhallen – og mon ikke at det bliver med blandede følelser?
Mors-Thy er dog også et andet sted i tabellen og i jagten på point, end de var sidste år. Efter de første 10 kampe ligger de på en 11. plads med 3 sejre og 7 nederlag. Man kan dog spørge sig selv, om det ikke er et fair udgangspunkt, når man tænker på de udskiftninger, truppen har været igennem? Et tab af 2x Norlyk, Svend Rughave, Malthe Bull, Nichlas Hald, Rasmus Madsen og Henrik Toft betyder, at holdet skal stabiliseres på ny. Holdets kerne er væk, og nu er det navne såsom Simon Skovhus, Anton Houe, Frederik Bak, Oliver Wosniak, Sebastian Barthold og Rasmus Henriksen, der skal løfte holdet.
Især Simon Skovhus har været en markant profil på holdet og topper både assistlisten og topscorerlisten for Mors-Thy med 24 assists og 50 mål.
I den anden ende har der også været udskiftninger på holdet, hvor især Mads Lenbroch, Nikolaj Øris og Peter Balling skal nævnes, hvorimod Peter Frandsen og Buster Juul er nye ansigter i truppen. I BSH er der dog især én spiller, der smiler ekstra stort efter de første 10 kampe, og det er Lasse Sunde Lid, der har vist store kvaliteter med 39 assists og 64 mål (alle scoret fra bagkæden). Også Rasmus Lauge har indtil nu været en vigtig spiller, især i Mads Svanes fravær, men også ham må BSH nu undvære, efter han udgik med en skade i den seneste kamp.
Det betyder dog, at der bliver gjort plads til endnu flere af de unge talenter, som vi i Betoro Herreligaen heldigvis har i overflod. Foruden Lasse Sunde Lid, er der nemlig flere spillere i truppen, der stadig er i starten af deres elitekarriere – fx Magnus Rahbek (22 år), Hjalte Sinding (20 år), Kasper Kjærgaard (20 år) og ikke mindst Ciljan Sagosen (18 år).
Og lige præcis de unge talenter vil spille en stor rolle i aftenens opgør, da også Mors-Thy er kendt for at hive nye, unge talenter op i eliten. Nogle af de mest fremtrædende profiler på holdet er faktisk de yngste: Simon Skovhus (22 år), Anton Houe (21 år), Frederik Bak (21 år), Magnus Árason (19 år).
Kigger man på den samlede trup har BSH en bruttotrup med en gennemsnitsalder på 24,72 år, mens Mors-Thys bruttotrup har en gennemsnitsalder på 23,58.
Hvem der tager sejren i aften, er uden tvivl svært at spå om. Faktisk skal vi helt tilbage til april 2025 for at finde en kamp mellem de to hold, hvor BSH kunne tage 2 point. De seneste fire opgør er nemlig endt ud med 3 sejre til Mors-Thy og en enkelt uafgjort.
Kan Mors-Thy fortsætte dén stime mod BSH? Find ud af det i aften, når der fløjtes op til Match of the Round kl. 20.00. Kampen vises på TV 2 Sport og kan som altid følges live i Tophåndbold appen.