Match of the Round: en stærk defensiv og en dynamisk offensiv mødes

9. oktober 2026

I denne uges Match of the Round er der tale om to hold, der har flere dygtige spillere på holdkortet – og flere med international erfaring. Dog må den største forskel mellem SAH og Fredericia i denne sæson være, at SAH spiller med i Champions League, og de ekstra kampe, samt det ekstra tryk og mentale pres, kan potentielt spille en rolle i deres præstationer i ligaen.

I skrivende stund er Betoro Herreligaen tæt i alle ender, så selvom SAH lige nu indtager en 5. plads og Fredericia en 8. plads, er der blot to point imellem dem.

Derfor er det en vigtig kamp, begge hold går ind til, når der skal kæmpes om pointene – kan Fredericia rykke et par pladser op i tabellen, eller er det SAH, der kan tage et skridt tættere på toppen?

De to hold er på papiret hinandens modsætninger. Den ene performer bedst defensivt, mens det andet excellerer offensivt. Hjemmeholdet, SAH, er ren dynamo i angrebet, hvor de over de første 8 kampe er noteret for 273 mål, hvilket i gennemsit er 34 mål pr. kamp. Fredericia har derimod præsteret i den anden ende, hvor især Torbjørn Bergerud har vist sig frem i målet. Fredericia er samlet set noteret for 120 redninger efter de første spillerunder og laver i gennemsnit 15 redninger pr. kamp.

Spørgsmålet er, om det bliver en kamp, der skal afgøres af forsvaret? Begge mandskaber står stærkt, hvor generalerne fra SAH især er Bonefeld og Dreyer, der var en stærk duo i sidste sæson. Men da Dreyer er ude med en skade, må Bonefeld få selskab af en anden i midterforsvaret, og det bliver måske Morten Kaalund eller Andreas Søgaard. Sådan klarer de tre forsvarsspillere sig indtil videre i defensiven:

Kristian Bonefeld: 2x2 minutters, 4 forårsaget straffe, 1 gult kort, 2 skud blokeret
Morten Kaalund: 5x2 minutters, 11 forårsaget straffe, 1 gult kort, 0 skud blokeret
Andreas Søgaard: 3x2 minutters, 2 forårsaget straffe, 2 gule kort, 1 skud blokeret.

På den anden banehalvdel skal forsvarskæden sandsynligvis bestå af Henrik Jakobsen, Julius Mørch og Kristian Hübert Larsen, der skal forsøge at gøre det velskydende angreb lidt nemmere at læse for deres verdensklasse målvogter. Deres præstationer hidtil opsummeres således:

Henrik Jakobsen: 7x2 minutters, 6 forårsaget straffe, 1 gult kort, 0 skud blokeret
Julius Mørch: 8x2 minutters, 6 forårsaget straffe, 2 gule kort, 1 skud blokeret
Kristian Hübert Larsen: 1x2 minutters, 2 forårsaget straffe, 0 gule kort, 3 skud blokeret

Når det er sagt, glæder vi os også til at se målvogterduellen mellem Bergerud og Petersen – Bergerud, der af flere omgange har vist, hvorfor han stadig omtales som én af verdens bedste målvogtere, mens Petersen lige kommer fra et Champions League opgør, hvor han overstrålede alt og alle med sine 20 redninger mod et klasse Montpellier hold.

Hver eneste kamp i Betoro Herreligaen er vigtig, og to point kan vise sig at være afgørende, når grundspillet skal afgøres. Hvem der går fra Match of the Round med de ekstra point, kan du se fra kl. 20.00 på TV 2 Sport – eller du kan følge kampen live i Tophåndbold appen.