14. oktober 2020
Weekendens topbrag mellem Aalborg Håndbold og GOG Håndbold blev transmitteret på TV2s hovedkanal, og kampen blev i gennemsnit fulgt af 211.500 Tv-seere, og det er rekordmange på flere områder.
Seertallet er det suverænt højeste i indeværende sæson med 30.000 flere seere end den hidtil mest sete håndboldkamp, som var pokalfinalen i Santander Cup – samtidigt er det også højere end den hidtil mest sete Superliga-kamp. I anden halvleg toppede seertallet, da knap en kvart million danskere så med.
Kampen havde en ”share” på 33,7, hvilket betyder, at mere end hver tredje, der havde tændt for TV’et lørdag eftermiddag, således så med, da topbraget udspillede sig i Jutlander Bank Arena. Det er samtidigt den højeste ”share” for en dansk herrehåndboldkamp, siden Aalborg slog GOG i DM-finalen i juni 2019. -
Hos Aalborg Håndbold vækker tallene glæde:
-Vi kan tydeligt mærke, at interessen for håndbold lever i bedste velgående i det nordjyske – og disse tal bekræfter, at det i den grad også gør sig gældende landet over. Det er utrolig glædeligt, og det viser blot, at vi trods en tid med begrænsninger og restriktioner, fortsat har et rigtig stærkt produkt med en bred interesse, siger direktør Jan Larsen.