7. november 2022
De 7 øverst-placerede hold i HTH Herreligaen vandt alle deres respektive kampe i 10. spillerunde, hvor rundens mest målrige opgør (67 mål) faldt i Sønderborg, da SønderjyskE Herrer hjemme tabte til Ribe-Esbjerg HH med 31-36. Mest scorende hold blev GOG med 38 kasser og holdet har også ”Rundens Spiller” målt på MEP-scoren. KIF Kolding kom efter et par nederlag tilbage på vindersporet med en solid udesejr over HCM, mens Fredericia HK gjorde det samme med en sejr hjemme over TTH Holstebro.
Rundens Hold #10/HTH Herreligaen
Thorsten Fries/FHK:
Der var fuld spilletid til Fries, efter af kollega Tellerup brækkede hånden i den forgangne uge. Fries stod flot med en redningsprocent på 38, heraf et enkelt nuppet straffekast, i FHK hjemme-sejren. Samlet MEP 4,98.
Frederik Bjerre/MTH:
Det rakte ikke til point mod AAH, men Bjerre kan finde lidt trøst i at være på Rundens Hold, efter 10 mål, heraf 9 i åbent spil. Bjerre baner sig vej til Rundens Hold for anden gang i denne sæson. Samlet MEP 5,40.
Mads Kjeldgaard Andersen/BSH:
For fjerde gang i sæsonen er Mads Kjeldgaard Andersen repræsenteret på Rundens Hold. Venstre backen er også HTH Herreligaens topscorer med samlet 73 mål og 9 af disse faldt i BSH-sejren hjemme over SAH, mens det også blev til 4 assists for den brandvarme spiller. Samlet MEP 5,75.
Lukas Jørgensen/GOG:
Jørgensen er ustoppelig. For fjerde gang i træk og femte gang i alt i sæsonen er GOG-stregen med på Rundens Hold. Denne gang tilmed med rundens højeste MEP-score af alle spillere på 6,97 efter 8 mål på 8 forsøg, 1 assists, 1 tilkæmpet straffekast og 1 erobret bold.
Nicolaj Nørager/FHK:
Playmakeren var i flyvende form for FHK i sejren over TTH på 34-32. 10 afslutninger resulterede i 8 mål, mens playmakeren også havde næstsidste hånd på 2 mål. Samlet MEP 5,75.
Mathias Jørgensen/REH:
Jørgensen er i fin form og er for anden runde i træk med på Rundens Hold. 6 mål på 7 forsøg (det ene brændte skud var på straffekast), og en enkelt assist blev det til for den 27-årige højre fløj, der dermed bidrog flot til REH’s udesejr på 31-36 over SJE. Samlet MEP 4,60.
Andreas Lang/SJE:
Lang langede 5 mål og 5 assists afsted for SJE, da holdet i egen hule måtte se sig besejret af REH. Det er anden gang i sæsonen, af højrebacken er med på Rundens Hold. Samlet MEP-score 3,57.