Rundens Hold #11 Herreligaen

30. oktober 2023

11. spillerunde bød på den 11. sejr til Aalborg Håndbold, der nu har 6 points forspring i Herreligaen til Mors-Thy Håndbold, der tog 2 point hjemme med en 2-måls-sejr over SJE. Hjemmesejre var der også til REH, FHK, SKH, og BSH, mens GOG var det eneste hold (udover Aalborg), der fik begge point med sig hjem fra udebane, da de gulblusede vandt med 34-38 over LTH.

Rundens Hold #11/Herreligaen  

Niklas Kraft/REH:

Kraft leverede en kraftpræstation, da han stod med en redningsprocent på 41 i REH-sejren over TTH svarende til, at den 29-årige svenske målvogter snuppede 17 skud på 41 forsøg. Samlet MEP-score 3,97.

Viktor Bergholt/SKH:

Bergholt vendte tilbage til Skjern Håndbold efter endt lejemål forud for denne sæson, og den 22-årige venstrefløj viste sit værd i sejren over TMS, hvor det blev til 5 fuldtræffere på 5 forsøg, samt en enkelt opsnappet bold. Samlet MEP-score 4,05.

Aaron Mensing/GOG:

Mensing mosede for alvor på, da GOG ude besejrede LTH. 9 rene mål på 11 forsøg, 2 assists, og 1 enkelt erobret bold det til for den hårdskydende venstreback. Samlet MEP-score 6,80.

Morten Bjørnshauge/SJE:

7 gange sendte Bjørnshauge bolden mod mål, og 6 gange blafrede netmaskerne. Det giver en plads på Rundens Hold for første gang i sæsonen for den 33-årige stregspiller, der også blokerede bolden 2 gange. Samlet MEP-score 4,55.

Jeppe Gade/LTH:

Gade gør det igen igen igen! For tredje uge i træk er playmakeren på Rundens Hold, og det efter endnu en fuldstændig forrygende præstation, der også med bred margen er bedst af alle spillere målt på MEP-point i runden. 14 mål, heraf 3 på straffekast, og 3 assists gav Gade publikum at varme sig på. Playmakeren er nu også nummer 1 på den samlede MEP-liste samt på Topscorerlisten efter 11 runder i Herreligaen. Samlet MEP-score 9,05.

Kristian Bjørnsen/AAH:

Bjørnsen er bundsolid for bundsolide Aalborg Håndbold. I holdets 11. sejr af lige så mange mulige scorede fløjen 6 gange af 6 mulige, mens han også assisterede ved en enkelt scoring. Samlet MEP-score på 4,75.  

Andreas Lang/SJE:

Lang, længere, længst! For tredje uge i træk er højrebacken på Rundens Hold. Denne gang efter 6 mål, 7 assists og 2 erobrede bolde. Samlet MEP-score på 4,85.

 

x