Rundens Hold #12, Betoro Herreligaen
Del2. november 2026
Vi har haft flere rokader i tabellen efter 12. spillerunde. Sønderjyske Herrehåndbold fortsætter fx deres gode spil og har nu lagt sig i top-3 efter deres sejr over SAH, der lige nu ligger 8’er. Ribe-Esbjerg er hoppet et par pladser ned efter deres nederlag til Aalborg Håndbold. Nederlaget er dog ikke helt retvisende for, at Ribe-Esbjerg stadig viser sig flot frem i denne sæson.
BSH tog en sejr over KIF Kolding, GOG en meget komfortabel sejr over Nordsjælland Håndbold, mens TTH aldrig gav TMS Ringsted en reel chance for at komme ind i kampen og vandt med hele 13 mål.
Rundens overraskelse var Mors-Thys sejr over Fredericia HK, hvilket nu betyder, at Mors-Thy stille og roligt haler ind på TTH og Nordsjælland, der lige akkurat ligger under de bedste 8 hold.
Rundens Hold #12
Kristian Zetterlund, SKH: Målvogter
Han står af og til i skyggen af hans kollega på målvogterpositionen, men når Zetterlund får chancen, så griber han den. I weekenden stod han overfor skytterne fra Skive fH, og Zetterlund er noteret for 16 redninger, 1 assist og en bolderobring. Han står kampen med en redningsprocent på 42,11%. Samlet MEP-score: 3,65
Viktor Bergholt, SHH: Venstre fløj
Der er ikke meget andet at sige end: 6x Rundens Hold. Med andre ord har Viktor Bergholt spillet sig på Rundens Hold 50% af gangene i sæsonen indtil videre. Han fortsætter med at være scoringssikker og spiller med fuld plade på selvtilliden – i sejren over SAH bidrog han med hele 13 scoringer og 2 bolderobringer. Samlet MEP-score: 7,54
Eskil Reitan, TTH: Venstre back
Eskil Reitan har været et godt kort på hånden for TTH i sæsonen indtil videre, hvor han er en dygtig bagspiller, der kan lidt af det hele. Norske Reitan har været én af de bærende kræfter på holdet, og i storsejren over TMS Ringsted i weekenden er han noteret for 5 mål og 8 assists. Samlet MEP-score: 5,15
Axel Månsson, SKH: Playmaker
Efter et par ugers fravær er den svenske playmaker tilbage på Rundens Hold – med et brag endda. For Månsson var her, der og alle vegne, da Skjern Håndbold slog Skive fH, og den talentfulde playmaker lavede 8 mål og 8 assists. Og så tilkæmpede han sig til 3 straffekast. Samlet MEP-score: 6,69
Hjalte Lykke, GOG: Højre back
Hjalte Lykke og co. fortsætter deres vinderstime i Betoro Herreligaen og ligger stadig med 4 point ned til Aalborg Håndbold efter 12 kampe. I denne spillerunde var GOG på besøg i Nordsjælland, og med lidt hjælp fra fx en velspillende Hjalte Lykke kunne de tage to point med hjem til Fyn. Lykke lavede 7 mål og 3 assists. Samlet MEP-score: 5,54
Mathias Jørgensen, REH: Højre fløj
Mathias Jørgensen og co. stod søndag aften overfor giganterne fra Aalborg Håndbold – men som de har gjort det hele sæsonen, gik Ribe-Esbjerg ret uimponeret til opgaven med en tro på, at de kunne kæmpe igen. Og det gjorde de. Jørgensen var en fornøjelse at overvære, og han er noteret for 10 mål. Samlet MEP-score: 6,08
Jonas Raundahl, TTH: Streg
Jonas Raundahl var endnu en gang én af de helt store profiler, da TTH gik på banen søndag. Koncentrationen var intakt fra den dygtige stregspiller på trods af en storsejr og spillede med 90,91% i effektivitet. 10/11 og en enkelt assist. Bum. Samlet MEP-score: 6,69
Spillerne er nu gået på en kort landsholdspause, og derfor er Betoro Herreligaen først tilbage d. 14/11 efter pokalkvartfinalerne.
Kvartfinalerne spilles d. 11. og 12. november. Læs mere her.