Rundens Hold #16 Herreligaen

10. december 2023

16. spillerunde bød på en artig overraskelse, da Aalborg Håndbold tabte for første gang i sæsonen. Ribe-Esbjerg HH stod bag triumfen på 34-33 i egen hule. En enkelt sejr mere på hjemmebane bød runden også på, og den tilfaldt LTH. De resterende 5 kampe endte med udesejre, hvor KIF Kolding vandt størst af alle, da det blev til hele 24-37 over SJE.   

Rundens Hold #16/Herreligaen  

Magnus Brandbyge/KIF.

24 mål blev SJE holdt nede på, og det var lavest af alle hold i 16. spillerunde. Det havde Brandbyge sin store andel i, da han stod med en redningsprocent på 38, mens det også blev til 3 assists. Samlet MEP-score 3,74.

Bjarke Christensen/KIF:

Christensen leverede i den grad varen, da det blev til 11 mål på 12 forsøg, heraf 8 på 8 i åbent spil. Det er 5. gang i sæsonen, at venstrefløjen er på Rundens Hold. Samlet MEP-score 6,47.

Erik Toft/KIF:

Toft tyrede 7 bolde i kassen på 8 forsøg og rammer Rundens Hold for første gang i sæsonen. 4 assists og et enkelt tilkæmpet straffekast blev det også til i KIF Kolding-storsejren. Samlet MEP-score 5,94.

Fredrik Clementsen/LTH:

Clementsen klemte 3 mål ind på 3 forsøg, og det var netop, hvad LTH vandt med over NSH. Et enkelt tilkæmpet straffekast blev det også til. Samlet MEP-score 2,67.

Mads Svane Knudsen/MTH:

For anden runde i træk er Knudsen med blandt de ”7 udvalgte”. 8 mål, 7 assists og 1 tilkæmpet straffekast blev det personlige facit for playmakeren. Samlet MEP-score 4,77.

Patrick Boldsen/BSH:

Boldsen brager ind på Rundens Hold for første gang i denne sæson med manér. Højre fløjen er således bedst af alle målt på MEP-point i runden, da det blev til 9 mål i åbent spil på blot 10 forsøg samt en enkelt erobret bold. Samlet MEP-score på 6,65.  

Emil Madsen/GOG:

Madsen viser atter engang klassen. GOG-stjernen scorede 10 mål denne gang i sejren ude over TMS, og er nu delt topscorer i hele Herreligaen med 126 kasser. 3 assists blev det også til. Samlet MEP-score på 6,05.

 

x