Rundens Hold #19, Bambuni Herreligaen

9. februar 2026

Bambuni Herreligaen er tilbage. Den lange vinterpause er slut – og nu kan vi atter fylde hallerne op til de ugentlige håndboldbrag. I 19. spillerunde blev vi endda forkælet. BSH havde fx et revancheopgør i vente, da TMS Ringsted, der slog det jyske hold ud af pokalturneringen, gæstede JYSK Arena. BSH fik dog ikke revanchen denne gang, da opgøret endte uafgjort. GOG og Aalborg fik rystet vinterpausen af sig med to store sejre over henholdsvis HØJ Elite og Sønderjyske, mens SAH, TTH og Skjern alle også sikrede sig 2 point. Rundens helt store joker var dog Nordsjælland, der slog Ribe-Esbjerg med hele 10 mål. Nordsjælland er med den sejr rykket op på en 10. plads i tabellen, hvor fire hold nu ligger side om side og kæmper for at komme med i slutspillet.

Hvor har vi savnet lyden af brøl efter en scoring, nettet der blafrer og sangene fra tribunerne. Men nu er ventetiden forbi, og februar er én af de måneder, vi især har ventet på.

Hvorfor? Fordi februar ikke kun er lig med opstart af ligaen – det er også tid til Final4: årets største klubfest.

Men inden da skal vi have det første Rundens Hold på plads efter vinterpausen:

Marko Roganovic, BSH: Målvogter

Hans energi kan få de fleste håndboldfans op fra sæderne – og det samme kan hans redninger. Fredag aften tog BSH imod TMS Ringsted i jagten på revanche. Og især Roganovic viste sine bedste sider frem: hele 18 redninger diskede han op med i forsøget på at få 2 point på kontoen. Selvom han og BSH måtte nøjedes med 1 point, fortjener dén præstation en plads på Rundens Hold. Redningsprocent: 40,91%. Samlet MEP-score: 4,05

Frederik Bjerre, GOG: Venstre fløj

Han er den i Bambuni Herreligaen, der har scoret flest mål – helt præcist 167 mål fordelt på både straffe og fra venstre fløj med en effektivitet på 79,52%. Vi har sagt det flere gange i løbet af sæsonen, men Frederik Bjerre er hamrende stabil. Gi’ ham bolden, og så smider han den sandsynligvis i kassen. Det gjorde han i hvert fald i onsdagens kamp, hvor han scorede 10 på 10. Samlet MEP-score: 5,4

Gustav Bruun, NSH: Venstre back

Sikken uge Gustav Bruun og Nordsjælland Håndbold har haft. Holdet med store ambitioner tog en storsejr over Ribe-Esbjerg i denne spillerunde – og Gustav Bruun & co. viste for alvor, hvorfor de er i Danmarks bedste liga. Den unge venstre back, der til sommer rykker videre til SAH, scorede 6 mål i kampen og lavede 3 assists. Samlet MEP-score: 4,5

Victor Norlyk, MTH: Playmaker

Hvis du troede, at Victor Norlyk ville blive rusten af at holde jule/vinterpause, så kan du godt tro om igen. Det tyder nemlig på, at Norlyk har brugt pausen på at samle kræfter, så han kan brænde banen af i den sidste del af sæsonen – præcis som han gjorde i efteråret. I fredagens kamp mod SAH var han hamrende effektiv: 12 mål og 5 assists. Imponerende. Samlet MEP-score: 9,89

Lasse Vilhelmsen, GOG: Højre back

Han har været en del af ’’det gule hjørne’’ i mange år, og nu er han blevet en del af de gule på banen. En succeshistorie, der kan mærkes hos enhver – fans såvel som rivaler. Den unge Lasse Vilhelmsen, der har gult blod i årerne, er blevet en nøglespiller på det unge GOG hold. Og den rolle levede han op til i storsejren mod HØJ, hvor han havde en effektivitet på 100%: 7 på 7. Samlet MEP-score: 6,1

Carl-Emil Haunstrup, NSH: Højre fløj

Carl-Emil Haunstrup har gjort det igen. Efter storsejren i denne spillerunde er Haunstrup igen at finde på Rundens Hold – 100% berettiget. For når man scorer 10 mål, har man uden tvivl haft en nøglerolle i sejren. Samlet MEP-score: 5,37

August Olsen Storbugt, NSH: Streg

Den norske stregspiller sugede bolde til sig i torsdagens sejr – og de chancer brugte han godt. Han lavede nemlig 6 på 6 og havde ovenikøbet en assist også. En storsejr og tre spillere på Rundens Hold… Mon det er en drømmestart på anden halvdel af sæsonen for Storbugt og co.? Det tror vi på. Samlet MEP-score: 5,77

I denne uge er der flere spændende kampe på tapetet som god opvarmning til Final4. Fx mødes Sønderjyske og TMS Ringsted tirsdag, inden de mødes i Final4 semifinalen på lørdag. Der er også TV-kampe i vente både onsdag og torsdag – onsdag mødes SAH og BSH, og den kamp vises på TV2Play kl. 20.00. Mens der torsdag venter et opgør mellem TTH og Fredericia. Kampen vises på TV2 Sport X kl. 20.00.

Sidder du i stedet og venter på, at det bliver weekend, når Final4 starter? Hvorfor ikke komme i Jyske Bank Boxen og opleve Danmarks største klubfest? Du kan købe dagsbilletter her.

 

Hov! Inden du smutter...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev...