Rundens Hold #2, Bambuni Herreligaen
Del31. august 2026
Vi bliver hamrende forkælet i øjeblikket – ikke bare med et pakket program, men også med fantastisk håndbold. Selvom sommeren stadig sidder lidt i benene (måske i hovedet), er der ingen tvivl om, at spillerne i Bambuni Herreligaen træder ind på banen med en lyst. Lyst til at give sig fuldt ud, lyst til at gøre sine fans stolte og lyst til at vinde.
I lørdags lagde vi benhårdt ud med to opgør – TMS Ringsted tog imod Skjern Håndbold i en målrig kamp, hvor Skjern kunne tage to sikre point med hjem til den jyske hede. Andet opgør var et sandt topopgør mellem SAH GOG. De to hold kæmpede mange kampe i sidste sæson – både i Bambuni Herreligaen og Pokalturneringen. I denne omgang trak GOG dog det længste strå med en sejr.
Søndag tog Mors-Thy og Sønderjyske et par sikre sejr, men vi var også vidne til flere store dramaer: Nordsjælland kunne fx køre hjem til Sjælland med to point efter en kneben sejr over BSH, der har fået en hård start på sæsonen. Og så gav TTH Aalborg kamp til stregen i et opgør, hvor de regerende danske mestre have svært ved at finde hinanden. Rutinen slog dog igennem til sidst, og TTH måtte tage slukøret hjem med en forspildt chance i bagagen.
I Match of the Round måtte Fredericia HK endnu en gang se sig slået af ærkerivalen fra Ribe-Esbjerg, som har fået en drømmestart på sæsonen med 2 sejre ud af to mulige.
Her er Rundens Hold 2:
Torbjørn Sittrup Bergerud, FHK: Målvogter
Rundens Hold har endnu en gang fået selskab af Hr. Bergerud, der nu kører 2 på 2. På trods af en svær kamp viste Bergerud stadig momenter af, hvorfor han i mange år har været med på toplisterne over de bedste målvogtere i verden. 14 redninger og en redningsprocent på 34,15% er altså stadig mere end godkendt – god indsats af den rutineret målvogter. Samlet MEP-score: 2.71
Viktor Bergholt, SHH: Venstre fløj
Venstre fløjen, der lige har forlænget sin kontrakt med de lyseblå i syden, er faldet godt til – og det er til at se på hans præstationer. Bergholt er iskold og stabil, når det gælder, og det viste han fx i sejren mod oprykkerne fra Skive fH, hvor han lavede hele 12 mål (fx 9/9 på straffe). Samlet MEP-score: 5.5
Marcus Midtgaard, SKH: Venstre back
En bombe af en arm. Sådan kan man meget vel beskrive Midtgaard, der virkelig satte modstanderen til vægs i weekendens kamp. Venstre backen scorede 11 mål på 13 forsøg og lavede ovenikøbet 4 assists. Midtgaard, der sidste år også fik lov til at udfolde sig på landsholdet, bliver uden tvivl en vigtig faktor i den skaderamte Skjern-trup, og hvis dét her er niveauet, bliver det ikke sjovt at stå overfor de grønne i denne sæson uanset skaderne. Samlet MEP-score: 7,45
Axel Månsson, SKH: Playmaker
Endnu en Skjern-spiller var i hopla i weekendens sejr over TMS Ringsted. Nyankomne Axel Månsson gjorde, næsten, hvad der passede ham – uanset om han gik på mål selv eller fik iscenesat en medspiller. 10 mål og hele 7 assists. Det er næsten 50% af Skjerns mål, Månsson har været en del af. Imponerende start i den grønne trøje. Samlet MEP-score: 8.42
Donni Kristjansson, SAH: Højre back
Vi har set, hvad han kan. Og den islandske højre back er lyn og torden, når han spiller på sit højeste. Om han har et niveau mere, end det han viste i lørdagens kamp mod GOG? Måske. Men med 11 mål på kontoen og 3 assists kan ingen vel brokke sig over præstationen, vel? Av, for en skytte han er, ham Kristjansson. Samlet MEP-score: 7
Patrick Wiesmach, AAH: Højre fløj
Den rutineret fløjspiller har næsten aalborgensisk blod løbende i årene – og igennem hele hans karriere, har den nordjyske klub altid trukket ham tilbage. Højre fløjen trækker på en hulens masse rutine, og det kan af og til være en vigtig faktor, når holdet som helhed ikke rigtig rammer dagen. Det var i hvert fald casen i søndagens opgør, hvor Aalborg Håndbold blev presset i bund af TTH – Wiesmach viste dog kynisme og lavede 6 på 6. En god dag at hive rutinen frem på. Samlet MEP-score: 4,1
Morten Bjørnshauge, SHH: Streg
Efter at have mistet sin forsvarskammerat i Jacob Bagersted, der har lagt håndboldskoene på hylden, skal Bjørnshauge nu finde en ny rytme i Sønderjyske. Angrebsspillet er dog helt på plads, og det demonstrerede den rutineret stregspiller i søndagens sejr mod oprykkerne fra Skive fH. 5 på 5 og 2 tilkæmpet straffekast. God dag på kontoret for Bjørnshauge. Samlet MEP-score: 4.99
Det var det. Vi er nu allerede to spillerunde inde i sæsonen – og den tredje er lige på trapperne. På onsdag fløjter vi nemlig Skjern Håndbold og Mors-Thy i gang kl. 18.30. Og torsdag kan du tænde for TV 2 Sport og se GOG tage imod TTH – to hold, der har lagt godt ud i sæsonstarten. Kampen starter kl. 20.00.
Der er masser af god håndbold i vente – husk, at du kan følge alle kampene live i Tophåndbold appen.