21. april 2023
Fredericia Håndboldklub sikrede sig to dyrebare slutspils-point, da holdet tog en to-målsejr ude over BSH. Det var ikke rundens eneste overraskende resultat, da Skanderborg Aarhus Håndbold formåede at tage point ude mod GOG, og fusionsklubben var endda tættest på sejr, da det først lykkedes fynboerne at udligne i sidste sekund. Dermed er sagerne for alvor åbnet op i slutspils-pulje 2. I den anden pulje sejrede både Skjern Håndbold og Aalborg Håndbold, og begge mandskaber ligger godt til i forhold til en plads i semifinalerne.
Rundens Hold Slutspil Runde 2/HTH Herreligaen
Christoffer Bonde/SKH:
24 mål blev Ribe-Esbjerg holdt nede på, hvilket var rundens laveste målscore, og det var Bonde en vigtig del af, da han stod med en redningsprocent på voldsomme 50 (heriblandt 2 redninger på 2 straffekast). Samlet MEP-score 6,41.
Anton Bramming/SAH:
Bramming bragede igennem, og står for rundens bedste præstation målt på MEP-point. 10 mål, en enkelt assist og en enkelt erobret bold blev det til. Samlet MEP-score 6,63.
Thomas Boilesen/KIF:
10 skud resulterede i 6 scoringer for Boilesen, der også assisterede ved 4 mål, ligesom han tilkæmpede sig et straffekast. Samlet MEP-score 4,72.
Thomas Solstad/BSH:
Solstad kunne ikke sole sig i en sejr, men derimod i personlig hæder, da stregspilleren er på Rundens Hold efter 8 mål på lige så mange forsøg. Et enkelt tilkæmpet straffekast blev det også til. Samlet MEP-score 6,62 .
Morten Olsen/GOG:
Med en scoring i sidste sekund sikrede Olsen point til GOG. Scoringen var 1 ud 7 for den garvede playmaker, der også havde næstsidste hånd på 2 mål. Samlet MEP-score 4,09.
Kasper Young/FHK:
Young var fejlfri på sine afslutninger, da alle 6 røg i kassen. Det var også nok til en delt topscorerværdighed for sit hold for højre fløjen. Samlet MEP-score 4,80.
Lukas Sandell/AAH:
Højre backen var flyvende og direkte involveret i 15 Aalborg-kasser, da Sandell scorede 10 gange og havde næstsidste hånd på 5 mål. Derudover et enkelt tilkæmpet straffekast. Samlet MEP-score 6,47.