Rundens Hold #22, Bambuni Herreligaen

2. marts 2026

4 spillerunder. Det er alt, der er tilbage af grundspillet. Og selvom Aalborg Håndbold er løbet deres egen vej, er der stadig masser af spænding i vente. I 22. spillerunde mødtes flere af de jævnbyrdige hold, og det bød på flere spændende kampe på højt niveau. Runden blev kastet i gang af Skjern og Mors-Thy i et spændende opgør, hvor Mors-Thy hev en sejr hjem. Aalborg, TMS Ringsted, SAH og Fredericia fik forventede sejrer, mens også GOG besejrede BSH.

Til gengæld tog Ribe-Esbjerg en overraskende sejr over TTH – en sejr, der pyntede pænt for vestjyderne, der dog har sikret sig en sæson mere i den bedste, danske liga.

De næste par uger holder vi især øje med kampen om pladserne mellem 6-10, hvor intet er givet. 5 hold med 5 point imellem sig – de kæmper alle om en plads i slutspillet.

Men først: Rundens Hold #22

Magnus Petersen, SAH: Målvogter

Han er spået en magisk karriere – og talentet er da heller ikke til at tage fejl af. Den unge målvogter, der spiller sin første sæson i SAH, har taget hele håndboldverdenen med storm – og er i internationalt regi endda blevet sammenlignet med Hr. Niklas Landin. Men Magnus Petersen har evnerne til at bære en sådan sammenligning, og det viste han os lidt af i fredagens kamp. 18 redninger og en redningsprocent på 46,15% er vanvittigt.. Samlet MEP-score: 5,01

Emil la Cour, SHH: Venstre fløj

Vi kender ham som iskold. Uanset om det er fra 7-meteren eller fra hjørnet. Han har for alvor fundet sin form igen i den lyseblå trøje, og det sønderjyske hold nyder godt af hans nerver af stål. På trods af et nederlag præsterede la Cour 8 sikre mål. Samlet MEP-score: 4,19

Elvar Asgeirsson, REH: Venstre back

Den islandske venstre back gjorde, hvad der passede ham i kampen mod TTH. Ásgeirsson og co. spillede som de undertippede – en rolle, der, i dette tilfælde, gjorde, at de kunne spille deres eget spil: frit og uden alt for meget på spil. Især Elvar Ásgeirsson viste god figur og lavede 8 mål på 8 forsøg samt 5 assists. Dén præstation var helt sikkert én af årsagerne til, at Ribe-Esbjerg fik to velfortjente point. Samlet MEP-score: 6,72

Mads Svane Knudsen, BSH: Playmaker

I lørdagens kamp mod GOG spredte Mads Svane sine vinger. Han var mildest talt flyvende i jagten på to vigtige point og et lidt større hul til stregen. Svane lavede 9 mål og 6 assists – og de 15 aktioner var absolut med til at holde BSH inde i kampen trods et nederlag. Samlet MEP-score: 6,54

Hjalte Lykke, GOG: Højre back

Hjalte Lykke brændte banen af i lørdagens kamp mod BSH, hvor han viste vejen for holdkammeraterne. Lykke, der er kendt for at være en lynhurtig fighter, maste sig igennem forsvaret et utal af gange – og det resulterede i 9 mål og 8 assists. Samlet MEP-score: 7,39

Lasse Pedersen, MTH: Højre fløj

Lasse Pedersen har blåt MTH-blod i årene og er i skrivende stund i gang med sin 11 sæson i Mors-Thy. Og når man spiller et sted, hvor man føler sig hjemme, ses det på præstationerne. I sejren mod Skjern var Pedersen 100% sikker fra fløjen og lavede 6 på 6. Samlet MEP-score: 4,3

Hjalmar Andersen, GIF: Streg

Han har været en fast del af truppen i Grindsted i 9 år og har været med på hele rejsen – med alt hvad det indebar. Snart er det slut, når stregspilleren indstiller sin karriere, men sæsonen i Bambuni Herreligaen skal først fløjtes af. I 22. spillerunde var det Fredericia, der var på besøg. Andersen og co. var med hele vejen og blev kun slået på målstregen. Med 7 mål fra stregen gjorde Hjalmar Andersen sit for at få en sejr. Sejren udeblev, men en plads på Rundens Hold er da også ret fedt… (hvis vi selv skulle sige det). Samlet MEP-score: 4,2

23. spillerunde starter på torsdag, hvor vi har et dramatisk opgør i vente – Skjern og BSH tørner sammen i et opgør mellem 5. og 6. pladsen i tabellen. Skal Skjern skabe et endnu større hul til det resterende felt, eller holder BSH fortsat fast? Se kampen på TV 2 SportX fra kl. 20.00

 

Hov! Inden du smutter...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev...