Rundens Hold #23, Bambuni Herreligaen

9. marts 2026

Med få spillerunder tilbage spidser det til i Bambuni Herreligaen – og som om der ikke var nok spænding, er der smidt en landsholdspause ind efter næste spillerunde… Vi trækker spændingen til det sidste – og den er i fuld flor i denne sæson. For selvom toppen er så godt som afgjort (2 og 3 pladsen er stadig åben mellem SAH og GOG), og det samme med bunden, hvor det er afgjort, at Grindsted i næste sæson skal spille 1. division, er det slet ikke afgjort, hvilke hold der skal spille slutspil.

Lige nu ligger Fredericia godt i svinget med 20 point, men lige i hælene på dem kommer TMS Ringsted med 19 point, mens både HØJ og Sønderjyske stadig holder fast med 18 point.

Derfor var 23. spillerunde vigtig for flere af holdene. BSH kunne fx tage 2 vigtige point i kampen om at holde sig fast i midten af tabellen – de gav Skjern kamp til stregen i et spændende opgør. Også Fredericia og Sønderjyske var ude i et dramatisk opgør, hvor 2 point var afgørende for, hvem der holdt sig over stregen. I denne omgang trak Fredericia det længste strå – spørgsmålet er, om de kan holde fast og nå slutspillet? De tre tophold, Aalborg, GOG og SAH tog alle en sejr i deres respektive opgør, mens HØJ fik en kneben sejr over Grindsted. En sejr, der holder dem inde i kampen om en plads i slutspillet.

Ét af højdepunkterne i ugens kampe var dog den dramatiske kamp mellem Mors-Thy og TTH. TTH viste, at de sagtens kan være med i toppen af ligaen, og de to vundne point gav dem lidt ekstra luft til stregen – og helt sikkert en masse selvtillid.

Her er Rundens Hold #23:

Magnus Petersen, SAH: Målvogter

For anden spillerunde i træk finder vi Magnus Petersen på Rundens Hold. Han har flere gange i sæsonen været en nøglespiller i SAH’s succes på banen – og i denne spillerunde viste han igen karakter. Petersen står med en redningsprocent på 45% og laver 18 redninger i kampen. Mon han hjemsøger skytterne fra Nordsjælland fremover? Samlet MEP-score: 4,95

Frederik Bjerre, GOG: Venstre fløj

Der er ingen tvivl om, at man skal være kynisk for at være straffespecialist – og det må man sige, at Bjerre viste sig at være i kampen mod TMS Ringsted. Bjerre er noteret for 10 mål, men kun 2 mål er placeret i målet fra hjørnet. I stedet laver han 8 mål på straffe, og vi ved alle sammen, at dét også kan være med til at vinde en kamp. Samlet MEP-score: 4,65

Frederik Tilsted, SHH: Venstre back

Det er ikke meget, vi har set til Frederik Tilsted de sidste par måneder. Men i lørdagens kamp mod Fredericia var han tilbage på banen – og Tilsted er bare en afgørende faktor for de lyseblå. Tilsted laver 11 mål og 4 assists i en vigtig kamp, der kunne have holdt Sønderjyske over stregen. Desværre må de jagte videre efter slutspilsplaceringen – men hvis Tilsted fortsætter dét her niveau, bør alle modstandere bringe deres bedste for at slå Tilsted & co. Samlet MEP-score: 8,72

Mads Svane Knudsen, BSH: Playmaker

For anden spillerunde i streg er Mads Svane rundens bedste playmaker. Svane var også i et gevaldigt spillehumør i torsdagens kamp mod Skjern, og han brændte både banen og målet af. 12 mål og 9 assists betyder, at Svane havde en afgørende hånd på mere end 2/3 af BSH’s mål… Der er i virkeligheden ikke så meget at sige til den præstation – andet end wow. Samlet MEP-score: 9,2

Lasse Vilhelmsen, GOG: Højre back

Den unge højre back udnytter sin spilletid maksimalt i denne sæson – og det er til at se på hans statistikker. I søndagens kamp mod TMS Ringsted fik Vilhelmsen rig mulighed for at bevise sit værd, og det gjorde han ved at score 7 sikre mål. Vilhelmsen er på trods af sin unge alder ved at blive én af nøglespillerne i det sydfynske og er med til at vise vejen for resten af holdet. Samlet MEP-score: 6,12

Kristian Bjørnsen, AAH: Højre fløj

Rutine, rutine og mere rutine. De fleste tænker nok sådan, når de ser på Kristian Bjørnsen. Han har spillet et hav af vigtige kampe for både Aalborg og det norske landshold – og han er typisk garant for at være scoringssikker. Det samme var han i opgøret mod Ribe-Esbjerg i denne spillerunde, hvor han lavede 6 på 6. Samlet MEP-score: 4,5

Jonas Raundahl, TTH: Streg

Raundahl har været rundt omkring i Håndbolddanmark – fra Fredericia til Skive, fra Skive til Nordsjælland og nu altså TTH. Stregspilleren har endda også været omkring U-landsholdet. Han har derfor rigeligt af rutine at trække på, når han går på banen – også i en vigtig kamp som mod Mors-Thy, hvor TTH for alvor skulle bevise, at de altså hører til blandt de bedste i ligaen. Raundahl bidrog til opgøret med god fight og 6 mål fra stregen. Samlet MEP-score: 5,61

På torsdag starter 24. spillerunde, inden vi træder ind i en kort landsholdspause. Vi lægger hårdt ud med et opgør, hvor der med garanti vil være masser af god håndbold og intensitet, når TTH tager imod BSH kl. 20.00. Kampen vises på TV2 Sport.

 

Hov! Inden du smutter...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev...