Rundens Hold #26, Bambuni Herreligaen
Del30. marts 2026
Det var det. Grundspillet et slut, og sikken sæson vi har haft indtil videre. Vi har fået alt, vi har bedt om – og mere til – når det gælder spænding og uforudsigeligheder. Grundspillets helt store vinder er uden tvivl Aalborg Håndbold, der var millimeter fra at skrive historie ved at gå ubesejret igennem grundspillet.
Da vi gik ind i 26. spillerunde, kunne der nå at ske mange ting, og det eneste, der lå helt fast, var de tre øverste hold. Alt andet kunne rykke sig. I den sidste runde tog Aalborg og GOG grundspillets sidste sejr, mens Nordsjælland tog en vanvidssejr over et skadesramt Skjernmandskab. TTH og SAH endte i et uafgjort drama, mens Grindsted tog en overraskende sejr over BSH, der ellers slog giganterne fra Aalborg tidligere i samme uge.
Men det var især opgørene mellem Fredericia og Mors-Thy samt Ribe-Esbjerg og HØJ, der holdte os alle klistret til livescoren. De var nemlig i direkte kamp om, hvem der skulle ende blandt de øverste 8. I sidste ende tog Fredericia en vigtig sejr over Mors-Thy og blev det sidste hold, der kunne skrive sig op til slutspillet.
Nu venter både kvalifikationsspillet og slutspillet lige rundt om hjørnet – men først: Rundens Hold #26:
Jimmi Gabriel Andersen, NSH: Målvogter
Han har for nylig meldt ud, at han stopper i klubben til sommer, og måske var det årsagen til dét, der skete på banen. Jimmi Andersen stod nemlig en vanvittig kamp og var med til at sikre sejren over Skjern. 17 redninger og en redningsprocent på intet mindre end 51,52% bunder i en masse rutine fra den 32-årige målvogter. Fantastisk præstation, der helt sikkkert gør, at Nordsjælland kommer til at savne deres målvogter fra næste sæson. Samlet MEP-score: 5,11
Hampus Wanne, HØJ: Venstre fløj
Han behøver en sjældent en introduktion, den rutineret Hampus Wanne – og det gør han heller ikke i den her sammenhæng. Forventningerne til HØJ var høje ved sæsonstarten, men de har haft en svingende sæson, hvor de har skullet finde deres plads i Bambuni Herreligaen. Wanne & co. skal nu spille kvalifikationsspil resten af sæsonen, og mon ikke Wanne kan trække sin rutine med i de kampe? I det dramatiske opgør mod Ribe-Esbjerg lavede venstre fløjen 8 på 8. Samlet MEP-score: 5,35
Emil Lærke, SAH: Venstre back
Emil Lærke og SAH har spillet en magisk sæson indtil videre, hvilket har resulteret i en anden plads i grundspillet. I lørdagens opgør var modstanderen TTH, og i den kamp var Emil Lærke en bærende spiller fra venstre back. Der var ingen fra modstanderholdet, der rigtig fandt opskriften på at stoppe ham, og det betød, at Lærke kunne skrive under på hele 12 mål. Vild og vanvittig præstation fra venstre backen. Samlet MEP-score: 7,7
Magnus Fredriksen, SHH: Playmaker
Magnus Fredriksen er uden tvivl én af de bærende kræfter på Sønderjyskes hold med hans rutine fra både ligahold og landshold. Den norske playmaker, der især er kendt for sit stabile arbejde i forsvaret, viste noget af sin rutine frem i grundspillets sidste kamp, hvor de lyseblå stod overfor de gule fra Sydfyn. Fredriksen laver 7 på 7 samt 3 assists. Samlet MEP-score: 5,72
Emil Grønbech, TTH: Højre back
Emil Grønbech er et af de nye ansigter i TTH i denne sæson – men han er gået uimponeret til opgaven og har fra første færd braget godt og grundigt igennem. Den tidligere Skive fH og Ribe-Esbjerg spiller har været en af nøglespillerne i angrebet, og det var han også i lørdagens uafgjorte opgør mod SAH – ét point, der sikrede TTH en fjerde plads i grundspillet. Grønbech bidrog med 7 mål og 6 assists. Samlet MEP-score: 5,77
Tobias Nielsen, HØJ: Højre fløj
Det unge talent er atter at finde på Rundens Hold, efter han viste god figur i lørdagens spændende kamp mod Ribe-Esbjerg. Tobias Nielsen viste igen, at han er lige dér, hvor han skal være – han laver nemlig 7 på 7 og går fra opgøret med 100% i effektivitet. Samlet MEP-score: 5,25
Jonas Raundahl, TTH: Streg
Han er efterhånden et velkendt ansigt på listerne i Tophåndboldregi. Stregspilleren fra TTH har vist god form de seneste mange spillerunder – og den sidste spillerunde i grundspillet var ingen undtagelse. Raundahl har vist sig som et hamrende effektivt våben i angrebet, og det demonstrerede han endnu en gang mod SAH, hvor han lavede 8 mål fra stregen – og to assists. Samlet MEP-score: 5,72
Om få dage går vi ind i den periode, de fleste spillere venter på – kampene, hvor det gælder om at være der fra start til slut: slutspillet og kvalifikationsspillet. Fra nu af gælder hver en kamp. Og mon ikke det er det, de fleste professionelle håndboldspillere spiller for?
Vi fløjter i hvert fald de afgørende runder i gang allerede på lørdag, hvor fire af slutspilsholdene mødes: Fredericia HK vs Aalborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg vs SAH. Følg kampene på vores livescore fra kl. 18.00
