Rundens Hold #4, Bambuni Herreligaen

23. september 2025

Posen er blevet rystet op til denne sæson, og der gemmer sig flere overraskelser, når vi kigger ned over stillingen i Bambuni Herreligaen. Mors-Thy Håndbold er lige i hælene på Aalborg Håndbold, der har lagt sig i toppen. Skjern Håndbold, sølvmedaljevinderne fra sidste sæson, fik desuden besøg af de røde fra nord i et revancheopgør efter nederlaget i sæsonindledningen, Bambuni Super Cup. Aalborg sled sig til en sejr, og det samme gjorde SAH, GOG, Nordsjælland Håndbold og Sønderjyske Herrehåndbold i deres respektive opgør, mens runden også bød på to uafgjorte mellem BSH og Mors-Thy Håndbold samt TMS Ringsted og Ribe-Esbjerg HH.

Næste runde venter forude, men først: Rundens Hold.

Erik Hvenfelt, NSH: Målvogter

En redningsprocent på 44% blev rundens bedste – og manden bag dem: Erik Hvenfelt fra Nordsjælland, der tog første sejr i ligaen i denne sæson på hjemmebane mod Fredericia. Hvenfelt fik godt fat, og med den sejr i bagagen sniger Nordsjælland sig op på en 10 plads i stillingen. Samlet MEP-score: 3,09

Frederik Bjerre, GOG: Venstre fløj

Venstre fløjen er en genganger fra sidste uge – det gule lyn med en sikker arm, Frederik Bjerre. 10 i nettet var med til at sikre sejren til Sydfyn, der nu ligger lunt på en 4. plads. Det er tæt i toppen, men hvis Bjerre fortsætter sin gode stime, og fortsat skyder boldene i mål et tocifret antal gange, er GOG i sikre hænder på fløjen. Samlet MEP-score: 5,62

Frederik Tilsted, SHH: Venstre back

En elektrisk stemning og en flyvende Frederik Tilsted – sådan beskriver Sønderjyske Herrehåndbold selv kampen fredag aften. 8 mål og 5 assists – vigtigt i en topkamp mod et velspillende TTH-mandskab, der er startet sæsonen stærkt. Fredag var de lyseblå for stærk en modstander – Tilsted og co. flyver foran TTH i den samlede stilling. Samlet MEP-score: 6,4

Victor Norlyk, MTH: Playmaker

Victor Norlyk er ikke et fremmede navn på Rundens Hold, og efter en skarp kamp mod BSH er han også at finde på denne uges hold. Et stadigt ubesejret Mors-Thy mandskab er stærkt dirigeret af en velspillende Norlyk i øjeblikket – 12 på 12 gør ham til hr. 100% i denne runde. Samlet MEP-score: 7,82.

Kristoffer Vestergaard, GIF: Højre back

Vestergaard er igen at finde på højre back. Ligesom i sidste uge har han vist, at han er garant for en scoring, når det gælder. Selvom hans 8 scoringer ikke gav en sejr mod GOG, har han formået at komme på Rundens Hold to uger i streg. Samlet MEP-score: 5,72

Johán á Plógv Hansen, SAH: Højre fløj

Færingen, der er rykket tilbage på dansk jord over sommeren, var et stensikkert kort på hånden i torsdagens kamp mod HØJ Elite. 11 mål fra det famøse håndled og en sejr over oprykkerne – god dag på kontoret for den rutineret højre fløj. Samlet MEP-score: 5,5

Emil Bergholt, SKH: Streg

Emil Bergholt og den grønne trup har fået en svær start på sæsonen, men den stærke stregspiller viste i denne uges kamp, at han er klar på stregen. 5 på 5 i en kamp, hvor begge mandskaber sled. Desværre var det ikke til Skjerns fordel, men Bergholt demonstrerede sin styrke – også mod et tophold. Samlet MEP-score: 5,04

 

Hov! Inden du smutter...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og deltag i lodtrækningen om 4 VIP billetter til dette års Final4 stævner (2 til herrernes + 2 til kvindernes)