Rundens Hold #4, Bambuni Herreligaen
Del9. september 2026
4. spillerunde blev en tæt affære for flere af holdene, og ingen store magtdemonstrationer så dagens lys. Standarden blev lagt allerede i første kamp, hvor TMS Ringsted og Ribe-Esbjerg spillede uafgjort – et vigtigt point for det sjællandske hold efter deres nederlag i sidste runde. Dernæst flere spændende opgør, hvor favoritterne alligevel trak fra til sidst – både SAH, Aalborg Håndbold og GOG tog en sejr i deres respektive opgør, selvom både Skive fH, Skjern Håndbold og Mors-Thy gav topholdene god modstand.
KIF Kolding og Nordsjælland Håndbold måtte dele pointene, og så tog BSH og Sønderjyske to, lidt, overraskende sejre i deres individuelle opgør mod Fredericia HK og TTH Holstebro.
Én ting har vi fået på plads i denne spillerunde: endnu en gang har vi en sæson, hvor alt kan ske i Bambuni Herreligaen. Alle kan risikere at tabe. Alle har en chance for at vinde. Det bliver en rigtig god sæson…
Her er Rundens Hold #4:
Emil Kheri Imsgard, NSH: Målvogter
Det er ikke hr. hvem-som-helst, Nordsjælland Håndbold har fået i målet i denne sæson. Imsgard, der tidligere har tørnet ud for både Elverum og Pick Szeged, er noteret for både landskampe og store præstationer i Champions League, og nu er han altså landet i Nordsjælland – og på Rundens Hold. Målvogteren tog fat i opgøret mod oprykkerne fra KIF Kolding og endte med en redningsprocent på 44,44% efter hele 20 redninger. Samlet MEP-score: 4,48
Viktor Bergholt, SHH: Venstre fløj
Viktor Bergholt har lagt sig i spidsen på topscorerlisten med 39 mål efter 4 kampe. Derfor er det ingen overraskelse, at venstre fløjen for anden gang nu lander på Rundens Hold. I sejren over TTH var Bergholt fuldstændig ustyrlig fra hjørnet, hvor han lavede 8 på 8, men også fra straffepletten viste han kynisme. 14 mål og 2 bolderobringer – magisk. Samlet MEP-score: 8,85
Cornelius Kragh Aastrup, KIF: Venstre back
Hvis Cornelius Kragh har ondt i skudarmen i disse dage, så forstår vi det godt. 20 skud på mål er altså en sjat – men den sjat har nu givet ham en plads på Rundens Hold. 13 mål fik den rutineret venstre back skudt bag Nordsjællands målvogter – og så krydrede han præstationen med 3 assists og et tilkæmpet straffe. Samlet MEP-score: 9,22
Axel Månsson, SKH: Playmaker
Axel Månsson er fløjet lige ind og er blevet det, hele Håndbolddanmark taler om. Hvis det ikke er et bombeskud efter tid, er det hans uendelig antal af assists. Hans vilde præstationer hober sig op, og det betyder, at han endnu en gang præsenteres på Rundens Hold. I denne spillerunde bidrog han med 4 mål og hele 13 assists… Én af årsagerne til, at Skjern Håndbold fulgte godt med de regerende mestre i deres opgør. Samlet MEP-score: 5,57
Lasse Vilhelmsen, GOG: Højre back
Spilleren med gult blod i årene, Lasse Vilhelmsen, spillede en god kamp mod Mors-Thy, hvor han bidrog med både mål til pointtavlen samt energi og fight på banen. Vilhelmsen, der efterhånden er kendt for en masse attitude, lavede 8 mål samt 2 assists og en bolderobring – noget der vidner om en god indsats i begge ender. Ligesom vi kender ham. Samlet MEP-score: 5,95
Johán Hansen, SAH: Højre fløj
Den verdenskendte højre fløj lagde navn til en stabil præstation i sejren over Skive fH, selvom SAH var presset i flere perioder af kampen mod oprykkerne. Hansen holdt sig varm i hjørnet og tog de chancer, han fik – det resulterede i 6 mål. Samlet MEP-score: 4,22
Mads Skovgaard Nickelsen, NSH: Streg
Det er ikke meget ligaerfaring, den unge stregspiller har, men nu har Nickelsen tilkæmpet sig en velfortjent plads på Rundens Hold – endda i samme uge, hvor vi har hyldet ham som en af de kommende stjerner i Bambuni Herreligaen. Nickelsen er noteret for 6 mål og en enkelt assist. Et gennembrud måske?Samlet MEP-score: 4,4
Næste spillerunde går i gang fredag d. 11/9, hvor to opgør finder sted: Fredericia tager imod TMS Ringsted, mens Mors-Thy får besøg af oprykkerne fra Skive fH. På lørdag er der mere god håndbold – også i dit fjernsyn – når rivalopgøret mellem TTH og Skjern Håndbold skal afvikles. Den kamp vises på TV 2 kl. 16.00. Og lørdag kl. 18.00 kan du se BSH mod Aalborg Håndbold på TV 2 Sport.