Rundens Hold #4 Herreligaen

18. september 2023

Rundens sidste kamp søndag aften blev den mest målrige af alle 7 opgør, da TTH og GOG delte i porten med 36-36. Tæt på remis var det også mellem MTH og FHK, men førstnævnte trak det længste strå med en snæver 25-24 sejr. Mere komfortable sejre var der til Aalborg Håndbold, Skjern Håndbold, KIF Kolding og SAH, mens Bjerringbro-Silkeborg sejrede størst af alle i runden, da det ude blev til 31-39 mod LTH.

Rundens Hold #4/Herreligaen  

Niklas Landin/AAH:

Aalborg Håndbold tog sin fjerde sejr af lige så mange mulige, og det havde hjemvendte Landin sin fine andel i. 43 lød redningsprocenten således på for landsholdsstjernen, der også scorede en enkelt gang. Samlet MEP-score 4,35.

Bjarke Christensen/KIF:

5 gange i frit spil afsluttede Christensen mod mål, og alle fem skud resulterede i scoringer. Det giver en plads på Rundens Hold for første gang i sæsonen for sidste års topscorer i Grundspillet. Samlet MEP-score 3,3.

Torben Petersen/SAH:

Petersen blev topscorer for SAH, da holdet fik to point med sig hjem efter mødet med Ribe-Esbjerg HH. 9 mål på 15 forsøg blev det til. Samlet MEP-score 5,00.

Thomas Solstad/BSH:

Bjerringbro-Silkeborg blev rundens mest scorende hold med 39 mål, og Solstad tog i den grad for sig af retterne, da stregspilleren scorede hele 11 gange på blot 12 forsøg. Dertil en enkelt erobret bold. Samlet MEP-score 6,77.

Noah Gaudin/SKH:

Med 9 mål på 11 forsøg blev Gaudin topscorer for Skjern Håndbold, der sejrede med 5 mål hjemme over NSH. 2 assists stod den 24-årige playmaker også for. Samlet MEP-score 5,60.   

Tobias Nielsen/TMS:

Nielsen noterede sig for 9 afslutninger i kampen mod KIF Kolding, og alle strøg såmænd i mål. To af scoringerne var på straffekast. Samlet MEP-score på 6,15.  

Oliver Norlyk/KIF:

Norlyk spillede en forrygende kamp for KIF, da holdet ude besejrede TMS. Faktisk så god at det er lig med rundens bedste præstation målt på MEP-point. 7.47 MEP nåede den 23-årige højreback op på via 10 mål på 12 forsøg og 3 assists.

 

x