11. oktober 2023
8. spillerunde bød på endnu en sejr til Aalborg Håndbold, der er stukket noget af i toppen med en margen på 4 point til rækkens nummer 2, Mors-Thy Håndbold, der i runden sejrede sikkert hjemme over Skjern Håndbold. Tre udesejre bød runden også på, og de tilfaldt BSH, FHK og SAH, mens oprykkerne fra TMS hjemme fik skovlen under NSH, ligesom REH fik 2 point i egen hule mod LTH.
Rundens Hold #8/Herreligaen
Mikkel Løvkvist/BSH:
SønderjyskE Herrer blev holdt nede på blot 19 mål, og det var i høj grad Løvkvists fortjeneste, da den 21-årige målvogter stod med en højst imponerende redningsprocent på lige præcis 50 (18 på 36). Præstationen er også lig med den bedste af alle keepere indtil videre set over alle 8 spillerunder. Samlet MEP-score 5,95.
Jeppe Cieslak/NSH:
Venstre fløjen blev topscorer for NSH, da han scorede 9 gange på 11 forsøg, heraf 2 på 3 straffekast. Det er anden gang i sæsonen, at Cieslak spiller sig på Rundens Hold. Samlet MEP-score 5,10.
Nicolai Pedersen/GOG:
11 gange fyrede venstre backen løs, og 8 af forsøgene strøg i nettet. Det blev også til 5 assists fra Pedersens hånd, mens han også fik fightet sig til et straffekast. Indsatsen rakte dog ikke til GOG point - men som et plaster på såret til en plads på Rundens Hold. Samlet MEP-score 6,02.
Henrik Toft Hansen/MTH:
Efter 17 år er Toft Hansen tilbage i Mors-Thy Håndbold, og det er har været et fremragende comeback, da MTH og Hansen pt. indtager andenpladsen i rækken. I 8. rundes sejr over Skjern Håndbold scorede stregspilleren 6 gange på 8 forsøg, blokerede 2 skud, erobrede 1 enkelt bold, ligesom han fik tilkæmpet sig et straffekast. Samlet MEP-score 4,87.
Nicolaj Nørager/TTH:
Nøjagtigt 1/3 af TTH’s mål var Nørager direkte involveret i, da playmakeren scorede 6 gange og leverede 3 assists i opgøret mod AAH. Dertil et enkelt blokeret skud. Samlet MEP-score 4,35.
Kristian Bjørnsen/AAH:
I Aalborg Håndbolds 8 sejr af lige så mange mulige, var Bjørnsen sikkerheden selv, da højre fløjen scorede på alle sine 7 forsøg. Samlet MEP-score på 5,05.
Christoffer Dreyer/TMS:
Dreyer drønede 7 mål ind på 8 forsøg, og var også direkte ophavsmand til 3 scoringer fra sine medspillere. Dertil formåede den 21-årige højre back at tilkæmpe sig et enkelt straffekast og erobre bolden en enkelt gang. Flot præstation der samtidig også er rundens bedste målt på MEP-point! Samlet MEP-score på 6,17.