1. november 2022
9. spillerunde bød på et målorgie, da Aalborg Håndbold hjemme vandt over FHK med vilde 44-39. Bemærkelsesværdigt nok er der ingen spillere fra de to hold, der har fundet vej til Rundens Hold trods de mange scoringer. Scoringer (og assists) var der også masser af fra TTH Holstebros Frederik Tilsted hånd og playmakeren scorer sæsonens højeste MEP-tal indtil videre. I det klassiske opgør mellem KIF Kolding og GOG, trak de danske mestre det længste strå med en udesejr på 26-30, mens Skjern Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg på udebane vandt med præcis de samme cifre (28-30) over henholdsvis SAH og NSH.
Rundens Hold #9/HTH Herreligaen
Ronnie Nicolaisen/REH:
Ribe-Esbjerg HH-målvogteren havde en særdeles god dag på kontoret, da han stod med en redningsprocent på imponerende 47 via 17 redninger på 36 forsøg. Dermed bidrog Nicolaisen flot til, at REH endnu er ubesejrede på hjemmebane i sæsonen, da HCM blev sendt hjemmed et nederlag på 35-28. Samlet MEP 4,67.
Tobias Møller/SJE:
Med 10 mål scorede Møller mere end dobbelt så mange gange som den næstmest scorende spiller fra SJE, da holdet ude tabte til TTH. 4 af målene blev sat ind på straffekast. En enkelt assist blev det også til for Møller, der ”debuterer” på Rundens Hold. Samlet MEP 5,34.
Simon Pytlick/GOG:
Pytlick pillede om nogen pynten af KIF Kolding, da GOG-stjernen i fynboernes udesejr bragede alle sine 8 skud i kassen, mens han også fandt tid til 5 målgivende afleveringer. Det er anden gang at venstre backen er med på Rundens Hold i denne sæson Samlet MEP 7,46.
Lukas Jørgensen/GOG:
Jørgensen scorer et vaskeægte hattrick og er med på Rundens Hold for tredje gang i streg og fjerde gang i alt i denne sæson. Denne gang viste GOG-stregen klassen ude mod KIF, da det blev til 5 mål på 6 forsøg samt 1 enkelt blokeret skud. Samlet MEP 4,32.
Frederik Tilsted/TTH:
Tilsted har været fremragende for TTH Holstebro i denne sæson og fordobler sin tilstedeværelse på Rundens Hold til 2 gange, efter at playmakeren scorede ikke færre end 11 mål på 15 forsøg og leverede 7 assists i sejren over SJE. Tilsted scorer Rundens højeste MEP-score på 8,90, hvilket også er den højeste score indtil videre af alle spillere i sæsonen!
Mathias Jørgensen/REH:
Med 7 mål, heraf 2 på straffekast, blev Jørgensen topscorer for Ribe-Esbjerg HH. De 7 mål kom i hus via ligeså mange forsøg for højrefløjen, der er med på Rundens Hold for første gang i denne sæson. Samlet MEP 4,65.
Nicolaj Spanggaard/MTH:
For anden uge i træk baner Spanggaard sig vej til Rundens Hold. Denne gang på baggrund af 7 mål og 5 assists for MTH, der dog kom til kort ude mod LTH med smalle 28-27. Samlet MEP-score 4,85.