Rundens Hold Slutspil #1 Herreligaen

24. april 2025

Første spillerunde i slutspillet bød på to uafgjorte kampe, og de faldt i opgørene mellem SAH og MTH samt SKH og AAH. FHK tog rundens største sejr, da vicemestrene på udebane vandt med hele 11 mål over BSH. GOG formåede også at tage to point med sig fra udebaneopgøret mod TTH.

Rundens Hold/Slutspilsrunde 1/Herreligaen  

Niklas Landin/AAH: 

Landin fortsætter, hvor han slap i grundspillets sidste runde og er igen på Rundens Hold. Denne gang lød redningsprocenten på hele 46, heraf nuppede den tidligere landsholdsstjerne 2 af 4 straffekast. Samlet MEP-score 5,75.

Magnus Bramming/TTH:

TTH fik tildelt 8 straffekast i opgøret mod GOG, og dem omsatte Bramming alle til mål. 2 scoringer i åbent spil blev det også til for den rutinerede venstre fløj. Samlet MEP-score 4,80.

Emil Lærke/SAH:

SAH scorede 38 mål i opgøret mod MTH, og Lærke var direkte involveret i de 16 via 8 mål og 8 assists. Derudover blokerede venstre backen 2 skud i forsvaret. Samlet MEP-score 6,80.

Morten Kaalund/SAH: 

Kaalund kylede bolden mod mål 6 gange og ramte plet på de 5, mens stregspilleren også assisterede en enkelt gang og erobrede en bold i opgøret mod MTH. Samlet MEP-score 3,95.

Mads Svane Knudsen/MTH:

Svane foldede sine vinger helt ud, og står bag rundens bedste præstation af alle målt på MEP-point, da han scorede 12 gange og leverede 10 assists i remissen mod SAH. 2 tilkæmpede straffekast og 1 erobret bold blev det også til. Samlet MEP-score 9,49.   

Lasse Pedersen/MTH:

Pedersen skød 3 gange i åbent spil mod mål samt 3 gange på straffekast, og alle 6 skud gik i kassen. Højre fløjen stod også bag en enkelt assist. Samlet MEP-score 3,50.

Hjalte Lykke/GOG:

Lykke spillede en fantastisk kamp, da GOG åbnede slutspillet med en sejr ude over TTH. 10 mål på lige så mange forsøg i åbent spil blev det til, mens højre backen også assisterede en enkelt gang samt tilkæmpede sig et straffekast. Samlet MEP-score 7,37.