20. maj 2025
Femte spillerunde blev runden, hvor både TTH og Skjern Håndbold blev klar til årets semifinaler. TTH med et uafgjort resultat ude mod GOG og et samtidig nederlag til FHK, og Skjern Håndbold trods et nederlag til Aalborg Håndbold efter et ditto nederlag til MTH.
6. og sidste slutspilsrunde starter i morgen, mens semifinalerne igangsættes søndag d. 25. maj, hvor GOG møder SKH og AAH møder TTH. Begge kampe vises på TV 2 (Hovedkanalen).
Rundens Hold/Slutspilsrunde 5/Herreligaen
Svend Rughave/MTH: Rughave reddede 15 af 42 forsøg svarende til en redningsprocent på 36 i sæsonens sidste hjemmekamp for MTH. Samlet MEP-score 3,91.
Magnus Norlyk/MTH: Med 8 mål på 9 forsøg i åbent spil blev Norlyk topscorer for MTH i opgøret mod SAH. 1 assist og 1 erobret bold blev det også til. Samlet MEP-score 5,80.
Magnus Rahbek/BSH: Rahbek raserede FHK, og nettede 7 gange på 8 forsøg, leverede 3 assists og tilkæmpede sig også et straffekast. Samlet MEP-score 5,32.
Anders Zachariassen/BSH: For anden uge i træk er Zachariassen på Rundens Hold. Denne gang efter 5 mål på 6 forsøg, 1 assist og 2 erobrede bolde. Samlet MEP-score 3,55.
Tobias Grøndahl/GOG: Grøndahl var i hopla for GOG, da han blev sit holds topscorer med 10 mål, hvoraf 6 af disse faldt på 6 straffekast. 5 assists blev det derudover til. Samlet MEP-score 5,95.
Patrick Boldsen/BSH: Boldsen baskede 5 gange mod mål og ramte plet på de 4, mens højre fløjen også tilkæmpede sig et enkelt straffekast i udesejren over FHK. Samlet MEP-score 3,14.
Jonatan Mollerup/SAH: Mollerup mosede på i opgøret mod MTH, og står bag rundens bedste præstation af alle målt på MEP-point. 9 mål på 11 forsøg i åbent spil, 1 assist og 3 erobrede bolde lød den flotte total på. Samlet MEP-score 6,75.