31. maj 2023
I aften tages der hul på årets finaleserie, når Aalborg Håndbold og GOG for andet år i træk tørner sammen. Finaleserie afgøres over maksimalt 3 kampe, hvor første hold til at få minimum 3 point vinder. I modsætning til sidste år har aalborgenserne fordel af hjemmebane i den første samt i en eventuelt tredje kamp, da Møllgaard og Co. vandt grundspillet. Udover årets guldmedaljer vil den nykårede danske mester også få tildelt en plads i næste sæsons Champions League.
Et mesterskab til Aalborg Håndbold vil være det syvende i klubbens historie, mens en DM-sejr til GOG vil være det niende af slagsen, hvor det seneste som bekendt faldt i den forgangne sæson efter en DM-tørke der strakte sig tilbage til sæsonen 2006-2007 for de gulblusede.
Aftenen byder også på bronze-serie start mellem Skjern Håndbold og Fredericia Håndboldklub.
De seneste 10 års DM-vindere er:
2021-2022 GOG
2020-2021 Aalborg Håndbold
2019-2020* Aalborg Håndbold
2018-2019 Aalborg Håndbold
2017-2018 Skjern Håndbold
2016-2017 Aalborg Håndbold
2015-2016 Bjerringbro-Silkeborg
2014-2015 KIF Kolding København
2013-2014 KIF Kolding København
2012-2013 Aalborg Håndbold
*Sæsonen 2019-2020 blev afsluttet efter 24 kampe i grundspillet, dvs. uden slutspil pga. COVID-19 situationen, hvorfor stillingen på dette tidspunkt i grundspillet blev afgørende.