Spot: De bedste målvogtere på straffekast
Del27. februar 2026
Sværhedsgraden af disciplinen er der ingen tvivl om. Og de fleste mennesker, der ser med fra tribunen eller hjemmefra, rækker da heller ikke hånden i vejret i en rundspørge, om de kunne tænke sig at stå på mål ved et straffekast.
Men så findes der de mennesker, der excellerer i disciplinen – og dem har vi valgt at give en ekstra hyldest. For hvad der af og til ligner mere held end forstand er langt mere kompliceret, end hvad vi tror.
Strafferedninger bygger på mange ting. For fra syvmeteren er skytterne favoritter – og vi kan godt afsløre, at det handler om langt mere end hurtige reflekser. Det handler om timing, mod og en hulens masse forberedelse og analyse af modstanderen.
Så hvilke spillere i Bambuni Herreligaen har så præsteret bedst i lige præcis den her disciplin i sæsonen?
1. Svend Rughave, Mors-Thy Håndbold
Til sommer skal Rughave på nye eventyr, når han overtager Christoffer Bondes plads i Skjernmålet – og det er ikke en nedgradering for den traditionsrige klub. Svend Rughave har nemlig stået en god sæson for Mors-Thy, hvor han har vogtet målet med sit liv (virker det til). Men tallene fortæller os, at han især formår at præstere, når det gælder én af de sværeste målvogterdiscipliner: straffe.
Vi har elsket at se ham i Mors-Thy trøjen – og vi er sikre på, at Skjern trøjen vil klæde ham mindst lige så godt.
Kampe: 22
Strafferedninger: 20
Redninger: 220
2. Christoffer Bonde, Skjern Håndbold
Det er til at se, at Christoffer Bonde er en ægte fanfavorit hos de grønne fans – og måske er dén opbakning årsagen til hans præstationer. Han er nemlig ikke kun dygtig på straffe. Han er bare dygtig. I Bambuni Herreligaen er han i toppen, når det gælder totale redninger og har indtil videre præsteret en total redningsprocent på 31.95%.
Og vi nyder hver en redning fra ham, så længe vi kan. For til sommer er det slut med Bonde i den danske liga – i hvert fald for nu.
Kampe: 22
Strafferedninger: 19
Redninger: 236
3. Niklas Kraft, Ribe-Esbjerg HH
Den svenske målvogter, der beskytter målet mod vest, er en rutineret spiller, der var forbi flere svenske klubber, inden han endte i Danmark. Han har stået en stabil sæson for Ribe-Esbjerg – men han er i særdeleshed en specialist inden for strafferedninger, hvor han markerer sig tydeligt i top-3.
Kampe: 21
Strafferedninger: 18
Redninger: 90
4. Matthias Rex, Sønderjyske Herrehåndbold
Han er for mange især kendt for hans magiske jubelscener, som vi i hvert fald ikke kan få nok af. Rex er nemlig garant for jubelglæde. Og fremover vil han, forhåbentlig, også være kendt som en af dem, der virkelig har knækket koden til at redde straffekast.
Målvogteren fra Fyn, der tørner ud for Sønderjyske og det hollandske landshold har måske et kompliceret tilhørsforhold, hvor hans hjerte helt sikkert både lyser lyseblåt, rødt & hvidt og orange. Men én ting er sikkert: han hører hjemme i målet.
Kampe: 21
Strafferedninger: 18
Redninger: 179
5. Frederik Møller, TTH
Den yngste mand i feltet er bare 19 år. Men det gør kun hans præstationer endnu vildere. Frederik Møller viser gang på gang, at han er fremtiden – han har nemlig allerede nu vist sin kaliber på u-landsholdet og i talentmiljøet i GOG. Men nu tørner han altså ud længere mod nord. Han sniger sig lige akkurat ind i den samlede top10 af målvogtere i Bambuni Herreligaen, men altså også top-5 over redninger på straffe.
… Og ham har vi forhåbentligt glæde af i mange, mange år endnu. Fremtiden ser lys ud!
Kampe: 21
Strafferedninger: 17
Redninger: 130
