Veteran Match: Sporten siger tak
Del25. september 2025
For sjette år i træk er nogle af Danmarks bedste håndboldhold med til at hylde og anerkende tidligere udsendte og deres pårørende. I dag starter Veteran Match, der er med til at minde os om, at sport kan noget helt særligt: samle os, løfte os og hylde os.
Når HØJ Elite og Nordsjælland Håndbold i dag går på banen i et spændende opgør i Bambuni Herreligaen, er det derfor med et nyt logo på brystet – som en stille, men stærk anerkendelse til de danske veteraner.
Veteran Match er et initiativ fra Danmarks Idrætsforbund, med støtte fra Grundfos Fonden, hvor veteraner og pårørende modtager en særlig hyldest på sportens helt store scene inden for håndbold, fodbold og ishockey. En hyldest, der omfavnes af flag, banner, taler og store klapsalver. Mange steder endda med veteraner på banen inden kampstart.
"Vi er stolte af, at vi nu for sjette år i træk kan afvikle Veteran Match. Der skal lyde en stor tak til både kommuner, veteranaktører og professionelle sportsklubber for at samarbejde med os om at give veteraner og deres familier den anerkendelse, de fortjener for deres store indsats for Danmark”, siger Frans Hammer, næstformand i Danmarks Idrætsforbund og medlem af styregruppen bag Veteran Match.
Hos Tophåndbold glæder vi os over, at nogle af klubberne i Bambuni Herreligaen bakker op – ikke fordi de skal, men fordi de kan. Det husker os på, at sport handler om mere end at vinde og tabe. Det handler om mennesker.
Her finder du et overblik over de håndboldkampe i Bambuni Herreligaen, der indgår i Veteran Match:
25.09.2025 – HØJ Elite vs Nordsjælland Håndbold, kl. 20.30
26.09.2025 – BSH vs Sønderjyske Herrehåndbold, kl. 19.00
27.09.2025 – Ribe-Esbjerg HH vs SAH, kl. 14.00
27.09.2025 – Grindsted GIF vs Skjern Håndbold, kl. 14.30
27.09.2025 – Mors-Thy Håndbold vs TMS Ringsted, kl. 15.30
27.09.2025 – Fredericia HK vs GOG, kl. 16.00
02.10.2025 – TTH Holstebro vs Grindsted GIF, kl. 19.00
02.10.2025 – GOG vs HØJ Elite, kl. 20.00
04.10.2025 – Nordsjælland Håndbold vs Ribe-Esbjerg HH, kl. 16.00
04.10.2025 – Skive fH vs Norddjurs Håndbold, kl. 14.00 (1. division)
04.10.2025 – KIF Kolding vs Lemvig-Thyborøn Håndbold, kl. 15.00 (1. division)
04.10. 2025 – Skjern Håndbold vs Fredericia HK, kl. 16.00
04.10.2025 – TMS Ringsted vs BSH, kl. 16.00
04.10.2025 – SAH vs Mors-Thy Håndbold, kl. 16.00
05.10.2025 – Sønderjyske Herrehåndbold vs Aalborg Håndbold, kl. 20.00
Til Veteran Match bærer spillerne specialdesignede trøjer, som man under og efter kampen kan byde på via auktionshuset Odendo.
Pengene fra trøjesalget går til DIF Soldaterprojekts ’Safe Zones’ og ’Family Zones’, som er træningsfællesskaber for veteraner og politifolk med fysiske og psykiske mén samt deres pårørende.
Læs meget mere om initiativet her, hvor du som veteran også kan bestille billetter.
