14. april 2025
På onsdag går det løs med slut-og kvalspillet i Kvindeligaen. 26 spillerunder i grundspillet med 182 kampe til følge er afviklet, og traditionen tro kårer Tophåndbold nu Årets Hold på baggrund af al indsamlet statistisk materiale på alle spillernes aktioner i alle kampene.
Onsdag skal 6 hold i ilden, og 5 af disse har spillere med på Årets Hold. Både København Håndbold og Team Esbjerg er repræsenteret med to spillere hver i skikkelse af henholdsvis Tabea Schmid og Helene Kindberg samt Henny Reistad og Anna Kristensen. Begge Team Esbjerg-spillere er gengangere fra sidste år, og faktisk er det tredje gang i træk, at Reistad rammer Årets Hold.
Kuriøst nok skifter både Helene Kindberg og Tabea Schmid efter denne sæson til netop Team Esbjerg, og især Schmid har den seneste tid fået Håndbold-Danmark til at spærre øjnene op, da stregspilleren, blev kåret til Månedens Spiller i marts, mens hun også indenfor de seneste uger har leveret to præstationer, der begge resulterede i placeringer på All Time Top10 MEP-listen, der har eksisteret siden sæsonen 2007/08.
Schmid er samlet også den spiller, der over hele grundspillet har samlet flest MEP-point. 122,42 blev det til. Til sammenligning opnåede Reistad 118,74, mens Kindberg nuppede tredjepladsen med 103,75.
Årets Hold fuldendes af Aarhus Håndbold Kvinders Line Berggren Larsen, som dermed besætter pladsen som venstreback, mens de to fløjpositioner går til Nykøbing Falster Håndbolds Maja Magnussen og EH Aalborgs Clara Lerby.
Årets Hold:
Målvogter: Anna Kristensen, Team Esbjerg, 62,56 MEP (genganger fra sidste sæson)
Venstre fløj: Clara Lerby, EH Aalborg, 78,99 MEP
Venstre back: Line Berggren Larsen, Aarhus Håndbold Kvinder, 101,68 MEP
Playmaker: Henny Reistad, Team Esbjerg, 118,74 MEP (genganger fra de to forrige sæsoner)
Højre back: Helene Kindberg, København Håndbold, 103,75 MEP
Højre fløj: Maja Magnussen, Nykøbing Falster Håndbold, 39,58 MEP
Stregspiller: Tabea Schmid, København Håndbold, 122,42 MEP