21. februar 2023
Det var en flot weekend på den europæiske scene for de danske kvindehold, hvor både Nykøbing Falster Håndbold og Ikast Håndbold gjorde sig kvartfinale-klar i EHF European League ved at vinde deres respektive puljer.
Ikast Håndbold, der gjorde rent bord i deres pulje møder nu i kvartfinalen ungarske Siofok d. 18. og 25. marts, mens NFH, der vandt deres sidste fire kampe i puljen, heraf en yderst spændende kamp på udebane i søndags mod Sola HK, tørner sammen med rumænske Ramnicu Valcea K på samme kampdatoer.
I forrige weekend færdiggjorde både Team Esbjerg og Odense Håndbold deres EHF Champions League puljer og efter 14 kampe endte begge hold som 3’er i deres puljer. Det betyder, at begge hold er klar til 1/8 finalerne, hvor Odense Håndbold d. 18. marts (returkamp d. 25. marts) møder norske Storhamar, mens esbjergenserne møder franske Brest Bretagne (19. og 26. marts).