Efterårets Hold, Bambuni Kvindeligaen

26. november 2025

Hvilken bedre indledning til VM-slutrunden, der starter i dag (Danmark spiller i morgen, d. 27/11), end at præsentere Efterårets Hold i Bambuni Kvindeligaen? De 7 spillere på holdet repræsenterer 7 forskellige klubber, og det er et fornemt billede på en sæson, hvor nogle hold præsterer som forventet, mens andre overrasker runde efter runde.

9 runder er spillet, og vi er nu klar til at præsentere de 7 spillere, der samlet set har skrabet den bedste MEP-score til sig:

Anne Christine Bossen, NFH: Målvogter

Bossen er en boss. Det er der ingen tvivl om, og hun har fortsat sit høje niveau i denne sæson, selvom logoet på trøjen er skiftet ud. Den talentfulde målvogter har haft et travlt efterår, hvor hun, foruden at passe målet i NFH, også har været udtaget til landsholdstruppen, hvor hun var fik debut i oktober. Bossen står med en gennemsnitlig redningsprocent på 34.88% efter 9 runder – og så har hun sørme lavet 9 assists. Vi er helt sikre på, at den unge boss kun lige er startet sin håndboldrejse. Samlet MEP-score: 18,1

Astrid Lynnerup, SKB: Venstre fløj

Når man har været på Rundens Hold knap halvdelen af gangene, er det nok ikke nogen kæmpe overraskelse, at Lynnerup også ender på Efterårets Hold. Hun har formået at holde et uhørt stabilt niveau i alle 9 kampe, og hun ender på en scoringsprocent på 83.1%. Selvom Skanderborg Håndbold har haft et svært efterår og er gået på pause med kun 3 point, springer, skyder og scorer venstre fløjen sig direkte ind på Efterårets Hold – det er ret imponerende, synes vi. Samlet MEP-score: 33,37

Julie Scaglione, IKA: Venstre back

Scaglione har faktisk ikke været på Rundens Hold i denne sæson – endnu – men det viser bare, hvor langt du kan nå ved at være stabil. Den unge venstre back er i gang med et vanvittigt come back efter hendes korsbåndsskade holdt hende ude i mere end 15 måneder. Hvad hun brugte de måneder på at træne vides ikke, men det har gjort noget rigtig godt for hendes spil. Hun er farlig, hun er kynisk, og så er hun hamrende stabil. 54 mål og 14 assists har hun lavet over de 9 kampe. Samlet MEP-score: 29,18

Laura Jensen, BFH: Playmaker

Hun har prøvet lidt af hvert, Laura Jensen. Fra FC Midtjylland til Holstebro og en tur over broen til svenske OL Sävehof, hvor hun både blev svenskmester 3 gange i træk og udfoldede sig i Champions League. Og nu er hun spilstyrer for Bjerringbro FH – og dén rolle udfylder hun til UG. Hun har nemlig passeret modstanderens målvogter 61 gange og ovenikøbet lavet 28 assists. Samlet MEP-score: 37,19

Frida Høgaard Nielsen, RIN: Højre back

Frida Høgaard begyndte sæsonen stærkt med to pladser på Rundens Hold – hun gjorde lidt, hvad hun ville fra højre backen, og det kunne de fleste modstandere mærke. Høgaard og Ringsted ligger lige præcis i midten af tabellen, og de har vist stærkt spil i sæsonen indtil videre – især fra højre backen. Høgaard, der i sin tid var med inde over U-landsholdet, har lavet 70 mål og 29 assists i de første 9 runder – gad vide, hvor det ender? Samlet MEP-score: 32,75

Thilde Frandsen, SVK: Højre fløj

Thilde Frandsen spiller sin 2 sæson i Silkeborg-Voel, og det gør hun ret overbevisende. Det meste af det, hun får, omsætter hun til mål, og det betyder, at hun efter 9 spillerunder har en scoringsprocent på 78,95%. I alt har hun stået for 30 af Silkeborg-Voels mål i efteråret, og det har givet hende en plads på Efterårets Hold. Samlet MEP-score: 22,15

Tabea Schmid, TES: Streg

Siger det lidt om ens kaliber, at man kommer på Efterårets Hold, selvom man har været ude de sidste to runder? Ja. Ja, det gør det. Er vi overrasket over, at det er sidste års topscorer, der står bag bedriften? Nej, det er vi ikke. Tabea Schmid viser igen, hvilke kvaliteter hun besidder – hun gik nemlig på pause med en scoringsprocent på 86,67%. Er det for tidligt at kalde den kun 22-årige stregspiller et kommende ikon i den danske kvindeliga? Samlet MEP-score: 34,02

2 af spillerne på Efterårets Hold skal i aktion til VM-slutrunden – Scaglione og Schmid – og de resterende spillere glæder vi os bare til at se tilbage på halvgulvet, når Bambuni Kvindeligaen igen starter d. 2. januar.

 

Hov! Inden du smutter...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og deltag i lodtrækningen om 4 VIP billetter til dette års Final4 stævner (2 til herrernes + 2 til kvindernes)