Efterårets Hold i Bambusa Kvindeligaen – 3 spillere i storform for Danmark inden EM

2. december 2020

Om to dage indleder de danske landsholdskvinder EM-kampagnen på hjemmebane med opgøret mod Slovenien. Og det danske landshold kan se frem til have tre særdeles formstærke spillere med fra Bambusa Kvindeligaen, da Mia Rej, Kristina Jørgensen og Lærke Nolsøe alle er repræsenteret på det netop kårede Efterårets Hold.

Vanen tro er alle aktioner i efterårets kampene ført til statistik, hvilket nu har resulteret i, at Efterårets Hold er fundet ud fra ”Most Effective Player” (MEP-point-systemet). Som tilfældet var forrige efterår ligger Mia Rej fra København Håndbold helt i top på MEP-listen, og det gør playmaker-hvirvelvinden også på topscorerlisten i Bambusa Kvindeligaen. Lige i hælene på Rej følger Viborg HK’s Kristina Jørgensen, der har imponeret stort i efteråret med en placering som nummer 2 på både MEP-og topscorerlisten samt en førerposition, hvad angår flest leverede assists. Den sidste liga-formstærke spiller Danmark får glæde af, er Nykøbing Falsters Lærke Nolsøe, der har præsteret bedst af alle på venstrefløj-positionen.

Udover de tre spillere har Viborg HK’s Anna Kristensen også fundet vej til Efterårets Hold, hvilket er andet år i træk for den unge keeper. Genganger - endda fra de to sidste udgaver af Efterårets Hold - er også Team Esbjergs Marit Røsberg Jacobsen, der får følgeskab af holdkammeraten Marit Malm Frafjord. Syvende og sidste spiller er Herning-Ikast Håndbolds Stine Skogrand. De tre sidstnævnte spillere er alle norske landsholds-spillere, der i morgen skal i EM-ilden på åbningsdagen mod Polen.   

Efterårets Hold i Bambusa Kvindeligaen

Målvogter: Anna Kristensen, Viborg HK 24,07 MEP (genganger fra sidste efterår)

Venstre fløj: Lærke Nolsøe, NFH Nykøbing Falster 37,68 MEP

Venstre back: Kristina Jørgensen, Viborg HK 54,97 MEP

Playmaker: Mia Rej, København Håndbold 56,76 MEP (genganger fra sidste efterår)

Højre back: Stine Skogrand, Herning-Ikast Håndbold 40,88 MEP

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen, Team Esbjerg 36,88 MEP (genganger fra de to sidste efterår)

Stregspiller: Marit Malm Frafjord, Team Esbjerg 30,73 MEP              

 

 

 

x