30. december 2022
Der er vinterpause Kvindeligaen frem til d. 2. januar, og traditionen tro kåres Efterårets Hold baseret på statistik point-system MEP (Most Effective Player), hvor alle spillerne bliver målt op mod hinanden på deres respektive positioner. Helt i top på MEP-listen befinder Ajax Københavns Anna Grundtvig sig, og det giver selvsagt en plads på holdet. Venstre fløjen har været forrygende i den første halvdel af sæsonen, hvor hun har samlet 45,20 MEP-point sammen. Udover at være nummer 1 på den liste, troner den 27-årige fløj også øverst på topscorerlisten med 79 mål. Imponerende.
På Efterårets Hold får Grundtvig følgeskab af Alberte Simonsen fra Ringkøbing Håndbold, og stregspilleren er eneste genganger fra forrige år. Eneste klub til at have to spillere med er Silkeborg-Voel KFUM, der besætter begge back-positioner i skikkelse af Helene Kindberg og norske Eira Aune. Sidstnævnte er den ene af tre spillere fra Norge på holdet, da også Team Esbjergs Henny Reistad og Viborg HK’s Emilie Hovden er med. Hovden er i øvrigt den spiller i Kvindeligaen, der har været flest gange på Rundens Hold med 8 ”udtagelser” i alt.
Efterårets Hold afrundes af Nykøbing Falster Håndbolds målvogter Cecilie Greve, der i går aftes oplevede en anden triumf, da holdet med en sejr over VHK banede sig vej til årets Santander Final4.
Efterårets Hold i Kvindeligaen
Målvogter: Cecilie Greve, Nykøbing Falster Håndbold 35,13 MEP
Venstre fløj: Anna Grundtvig, Ajax København 45,20 MEP
Venstre back: Eira Aune, Silkeborg-Voel KFUM 41,33 MEP
Playmaker: Henny Reistad, Team Esbjerg 32,82 MEP
Højre back: Helene Kindberg, Silkeborg-Voel KFUM 34,62 MEP
Højre fløj: Emilie Hovden, Viborg HK 43,07 MEP
Stregspiller: Alberte Simonsen, Ringkøbing Håndbold 34,32 MEP (eneste genganger fra sidste efterår)