27. marts 2023
Kvindeligaen viste sig frem fra sin allerbedste side i weekenden, da de fire tilbageværende hold på den europæiske scene, Odense Håndbold, Team Esbjerg, Ikast Håndbold og Nykøbing Falster Håndbold alle gik videre i henholdsvis Champions League og European League.
For både Ikast Håndbold og NFH betyder det, at holdene nu er kvalificeret til European League Final4, der afvikles i østrigske Graz d. 13.-14. maj. Udover de to danske hold deltager de to tyske hold BVB Dortmund og Thüringer HC. Det er i øvrigt 3. år i træk, at Ikast Håndbold når frem til finalestævnet, hvor det indtil nu ikke er lykkes at komme videre fra semifinalen.
De samlede sejre til Odense Håndbold og Team Esbjerg betyder, at Danmark nu har to hold klar til kvartfinaleserien i Champions League. For Odenses vedkommende skal holdet op mod ungarske Györ om en plads i Final4, mens Team Esbjerg møder rumænske CSM Bucuresti, som holdet overvandt i netop kvartfinalen sidste år. De første kvartfinale-opgør spilles 29.-30. april med returkampe ugen efter.