Fantomkamp af Henny Reistad: Stryger ind på andenpladsen på All Time MEP-listen

6. februar 2025

Siden sæsonen 07/08 er der blevet indsamlet statistik over alle spillernes aktioner i kampene i landets bedste række. Det betyder, at alle spillere de seneste 18 sæsoner efter hver kamp har fået tildelt et MEP-pointtal baseret på, hvor effektive de har været (Most Effective Player).

Det hører til sjældenhederne, at der bliver ændret på Top 10 All Time listen, men det skete rent faktisk i sidste måned, da Simone Petersen spillede sig ind som delt nummer 9, men den præstation er nu rykket til en delt 10. plads, da Henny Reistad i gårsdagens udekamp mod Ringkøbing Håndbold præsterede så flot, at verdensstjernen nu er nummer 2 på All Time MEP-listen.

Vilde 11,49 lød Team Esbjerg-stjernens MEP-tal på, og den score kom i hus efter blandt andet 11 mål på 12 forsøg i åbent spil, 2 straffescoringer, 6 assists, 2 tilkæmpede straffekast og 1 erobret bold. Wauw siger vi bare!