Første finale: Esbjerg i euforisk jubel – Odense under pres
Del28. maj 2026
Hvad gør man som modstanderhold, når både Henny Reistad, Nora Mørk og Silje Solberg er i hopla og spillehumør? Én ting er i hvert fald sikkert – det bliver svært. Og det var svært for Odense Håndbold, da de onsdag aften troppede op i Blue Water Dokken til årets første finale. For én ting er, at Team Esbjerg spillede forrygende håndbold, men ingen i Odense-lejren ramte 100%.
Manglende redninger og for mange fejl blev overskriften på en Odense-præstation, som de uden tvivl skal skynde sig at glemme inden revancheopgøret.
Allerede efter 8 minutter begyndte Esbjerg at trække fra. Ved pausen var stillingen 19-16 til hjemmeholdet, men Odense var langt fra ude af kampen – for selvom synergien manglede, var dette ikke til at se på måltavlen, hvor 3 mål var alt, de skulle indhente på de sidste 30 minutter.
Odense Håndbold kom ud til anden halvleg med en tro på tingene – og den tro bar dem et par minutter, hvor der efter 31 minutter kun var to mål op. Men herfra satte Esbjerg tempoet i et ekstra gear og så sig ikke tilbage. Det var en svær kamp for udeholdet, der efter 50 minutter var bagud med hele 10 mål, mens hjemmeholdet sejlede videre på en bølge af vild begejstring fra et stærkt støttende publikum.
Kampen sluttede 37-30 til Esbjerg.
Mon Odense kan lave samme genistreg som sidste år, hvor de også tabte den første, men alligevel endte med at vinde mesterskabet? Én ting er i hvert fald sikkert: når de går på banen i Sydbank Arena på lørdag, er de klar.
Og vi bliver enten vidne til et sandt revanche-mirakel, eller til et vestjysk hold der atter kan løfte en pokal efter 515 dages pokaltørke…
Kampen starter kl. 16.00 og kan ses på TV 2.
