17. februar 2021
Af Viborg HK:
Partnerskaber der går lang ud over håndbold
At de frivilligere har en stor og betydningsfuld plads i hele vores traditionsrige klub, skal der ikke herske tvivl om. I sommeren 2020 blev samarbejdet med vores frivillige dog løftet til nye højder, og vi åbnede den bæredygtige butik Grøn Fornuft i centrum af Viborg.
Butikken sælger både helt nye varer og gode genbrugsprodukter primært i kategorierne møbler, brugskunst og børnelegetøj … og selvfølgelig Bambusa strømperne. Ideen opstod i forlængelse af Viborg HKs målsætning om at være Verdens Grønneste Klub, hvilket bl.a. indebærer, at klubben aktivt arbejder med FNs verdensmål: ´Bæredygtige byer og lokalsamfund´ og ´Partnerskab for handling´.
Netop partnerskaberne er nødvendige for at drive Grøn Fornuft, for ikke alene er partnerskabet med de frivillige en forudsætning for den daglige drift – det er også partnerskaberne, der sikrer, at butikken er fuld af gode, primært nye, varer. Ligeledes er det den mangeårige samarbejdspartner til Viborg HK, Bach Gruppen A/S, der generøst har stillet butikslokaler til rådighed, og på den måde drives butikken omkostningsfri, og fortjenesten går til at styrke håndbolden i byen.
Grønne leverandører
Flere af byens virksomheder har doneret varer til Grøn Fornuft bl.a. Bilka Viborg og JKE-køkkener. En af storleverandørerne er HOLMRIS B8, som hylder de grønne initiativer og bæredygtige løsninger, og derfor ser det som en gevinst at donerer møbler, som andre kan få gavn af.
´Vi har doneret mere end 65.000 brugte møbler væk siden 2015.
Møbler, som vores kunder ikke længere kunne bruge, møbler som vi blot har få eksemplarer af og som derfor ikke kan sælges i vores almindelige distributionskanaler, udstillingsmodeller o.l.
De brugte møbler skaber nu glæde og gavn hos frivillige organisationer, skoler, idræts- og spejderforeninger og mange andre, som alle er gratis medlemmer af HOLMRIS B8’s donationsnetværk. På den måde forlænger vi møblernes levetid, mindsker affaldsmængderne og sparer ressourcer til produktion af nye møbler´, forklarer HOLMRIS B8
Drives med (frivillig) begejstring og engagement
Der er i dag omkring 10 fantastiske frivillige, der leder og driver genbrugsbutikken, og desuden samarbejder Grøn Fornuft også med Mercantec og beskæftiger således en praktikant fra butiksuddannelsen.
Med en åbning midt i en tid med Corona, kunne man godt fristes til at slå ud med armene og give lidt op på projektet, men Jonna Laursen og Anette Sørensen gør alt andet end det. De møder ind her eneste mandag og har gjort det igennem hele Corona periode.
´Vi kan slet ikke undvære hinanden eller vores butik. Vi får stadig nye varer, så vi bruger tiden på at sorterer, sætte varer på hylderne, gøre rent, shine op og få masser af ideer, til hvad vi skal og vil, når vi kan åben rigtigt´.
Nå ja … så har de også startet en ny salgskanal op, så mens døren er låste, er salget flyttet online. Køberne kommer både fra Facebook og salgssider på nettet, ligesom de modtager en del henvendelser fra folk, der har set en ny kontorstol, en lille reol eller vase i vinduerne, og her på en vinterdag i februar venter Jonna Larsen på at få dagens 3. par ski og skistøvler afhentet, da hun satte sig for at sælge ud af det sortiment, for som hun forklarer:
´Vi kan jo ikke bare vente på, at butikken får lov til at åbne, for så er der sikkert ikke brug for ski mere´,
Med den indstilling er vi ret sikre på, at butikken nok skal overleve selv en Corona nedlukning, og der er da også både drømme og håb om en (forsinket) åbningsfest:
´Ja vi fik jo kun lige sat A-skiltet ud, og så blev butikken lukket igen, så vi håber, at vi på et tidspunkt kan holde en stor åbningsfest, hvor alle spillerne skal være her sammen med sponsorer, byens borgere og os frivillige´.
Grøn Fornuft tager imod møbler, pynteting, legetøj osv. Men ikke sko, tøj og gamle ugeblade/aviser. Find os her: facebook.com/gronfornuft