Grundspillets Hold, Bambuni Kvindeligaen

9. april 2026

26 runder er spillet – 26 runder, der har bestået af både overraskelser, intensitet og spænding, men også flere magtdemonstrationer har fundet sted blandt de 14 bedste kvindehold i Danmark.

Om lidt banker slut- og kvalifikationsspillet på døren, og det betyder, at vi skal have kåret Grundspillets Hold:

Anne Christine Bossen, NFH: Målvogter

Hun var på Efterårets Hold, og med hendes fortsatte stabile spil har hun nu også spillet sig på Grundspillets Hold. Anne Christine Bossen har i flere sæsoner vist os, at hun er propfyldt med talent og ambitioner – i en sådan grad, at de færreste nok er i tvivl om, at hun har en gylden karriere i vente. Foruden at redde en hulens masse bold i grundspillet har Bossen også lavet 3 mål og hele 20 assists. Er der mon noget, hun ikke kan?

Samlet antal redninger: 244

Samlet redningsprocent: 34,17%

Samlet MEP-score: 43,28

Astrid Lynnerup, SKB: Venstre fløj

Astrid Lynnerup er sikkerheden selv og har af flere omgange bevist, at hun er iskold, når hun går på banen. Hun er scoringssikker – og det vidner hendes mange kåringer om. Hun har nemlig været på Rundens Hold 7 gange, og så var hun også en del af Efterårets Hold. Lynnerup, der til sommer skifter sin grønne trøje ud, har vist sig så godt frem, at én af verdens bedste kvindehold har skrevet kontrakt med hende. Til sommer skifter hun til Ikast – så Lynnerup skifter Skanderborg ud med Champions League (måske).

Samlet antal scoringer: 168

Samlet antal assists: 2

Samlet effektivitet: 76,71%

Samlet MEP-score: 91,92

Verona Rexhepi, RIN: Venstre back

Vi kan ikke rigtig sætte en finger på Rexhepis første sæson i Ringkøbing. Hun har været et farligt våben for dem og vist sig som den hamrene dygtige håndboldspiller, hun er. Af samme årsag har hun været en del af et hav af de kåringer, vi har lavet, og det er en kæmpe anerkendelse. Verona Rexhepi er bare 21 år og har (forhåbentlig) masser af gode håndboldår i sig endnu – og vi glæder os til at se, hvor hendes skudarm ender henne.

Samlet antal scoringer: 154

Samlet antal assists: 93

Samlet effektivitet: 58,78%

Samlet MEP-score: 94,94

Line Berggren Larsen, KBH: Playmaker

Hun har været i toppen af topscorerlisten de seneste par sæsoner, men denne sæson er en helt anden kaliber for Line Berggren Larsen. Skiftet til København Håndbold har nemlig klædt bagspilleren helt gevaldigt – og hendes i forvejen store spil er blevet endnu større. I januar røg hun fx direkte ind på All Time Best MEP-listen, der bærer navne som Katrine Lunde, Kristina Jørgensen og Henny Reistad.

Samlet antal scoringer: 150

Samlet antal assists: 124

Samlet effektivitet: 70,75%

Samlet MEP-score: 108,73

Stine Skogrand, IKA: Højre back

Med alle de kåringer, hun har høstet, kan det her ikke komme bag på nogen. 5x Rundens Hold, 2x Månedens Hold, 1x Final4 Holdet. Vi kender alle til hendes kvaliteter, men det betyder ikke, at hun ikke kan gøre os mundlamme alligevel. Højre backen har nemlig ikke skruet ned for hverken niveau eller tempo i løbet af sæsonen – tværtimod virker det til, at hun har et par ekstra niveauer end de fleste. Mon hun skruer endnu mere op i slutspillet?

Samlet antal scoringer: 151

Samlet antal assists: 62

Samlet effektivitet: 72,6&

Samlet MEP-score: 103,15

Maja Magnussen, NFH: Højre fløj

Maja Magnussen har vist sig at være en super stabil fløjspiller for NFH og har taget chancen, når den har budt sig – ikke kun på klubplan, men også i landsholdsregi. Med en tredjeplads i grundspillet, en landsholdsdebut og Europa League deltagelse, så er sæsonen måske allerede godkendt for Magnussen? Eller også har den givet blod på tanden til at slutte sæsonen ordentligt af.

Samlet antal scoringer: 92

Samlet antal assists: 8

Samlet effektivitet: 62,59%

Samlet MEP-score: 53,31

Camilla Thorhauge, EHA: Streg

Hun har netop forlænget sin aftale med den nordjyske klub til 2028 – og det virker også til, at det er det helt rigtige match. Den stærke stregspiller har vist karakter hele sæsonen, og det er helt sikkert dét, der nu bærer frugt. Unge Thorhauge har været en stabil spiller for EH Aalborg igennem hele grundspillet, og selvom de nu skal spille kvalifikationsspil, bør de gå ind til kampene med en masse selvtillid.

Samlet antal scoringer: 112

Samlet antal assists: 4

Samlet effektivitet: 71,79%

Samlet MEP-score: 74,55

 

Hov! Inden du smutter...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev...