Match of the Round: den vestjyske duel

11. september 2026

Der er vestjysk duel på menuen, når oprykkerne fra Nordvestjysk Elite i dag tager imod Ringkøbing Håndbold. To hold, der begge befinder sig i den nederste del af tabellen, men som kommer ind til opgøret med vidt forskellige udgangspunkter.

Nordvestjysk Elite fik senest hul på bylden og hentede sæsonens første to point, mens Ringkøbing fortsat jagter den første sejr. Efter tre spillerunder står hjemmeholdet således med to point på 10. pladsen, mens Ringkøbing indtager 12. pladsen uden point.

Når vi kigger på de to hold, er der særligt én forskel – Ringkøbing scorer i gennemsnit 29,33 mål pr. kamp mod Nordvestjysk Elites 26,33. Rent offensivt har udeholdet altså lavet tre mål mere pr. kamp. Til gengæld er forskellen på holdenes skudeffektivitet nærmest ikkeeksisterende: 60,27% for Ringkøbing, 60,31% for Nordvestjysk Elite.

Ringkøbings helt store offensive profil har indtil videre været Verona Rexhepi, der også bragede derudad i sidste sæson, hvor hun fik god hjælp af Frida Høgaard Nielsen på backen. I år er Rexhepis makker skiftet ud, så det i stedet fx er Jane Mejlvang, Sara Madsen og Stine Kristensen, der er målsøgende sammen med playmakeren.

Hos hjemmeholdet har især Emma Wahlström haft en central rolle i offensiven, hvor hun er noteret for 11 mål og 7 assists.

Skal vi finde ét sted på banen, hvor begge hold for alvor har været effektive, skal vi rette blikket mod fløjene. Her har især Josefine Larsen fra NVE og Emilie Rosborg fra Ringkøbing været nøglespillere.

Rent defensivt har NVE en lille fordel, hvor de har en samlet redningsprocent på 33,93% mod Ringkøbings 21%, og det gør målvogterpositionen til en potentiel afgørende faktor i aftenens opgør. Især stortalentet Isabella Mathorne har præsteret med 21 redninger på 69 afslutninger, hvilket resulterer i en redningsprocent på 44,93% over de første tre kampe. 

Og måske er det dér, den vestjyske duel skal afgøres?

For mens Ringkøbing kommer til Holstebro med flere mål i hænderne og stærke offensive statistikker, kommer Nordvestjysk Elite med sæsonens første sejr i bagagen og en stærk defensiv. En ting er dog sikkert: Der er mere end vestjysk håneret på spil i Gråkjær Arena.

Kampen kan følges live i Tophåndbold appen fra kl. 19.30.