Match of the Round: Traditionsklub mod udviklingsklub?
Del14. oktober 2026
Vejen til den 7. spillerunde har været vidt forskellig for de to mandskaber, der mødes i dagens Match of the Round. NFH har allerede stået ansigt til ansigt med flere af de helt store rivaler såsom Odense, Esbjerg og Viborg, hvilket har resulteret i, at det ellers evige tophold lige nu befinder sig på en 7. plads – en lidt ukendt position for det stjernespækkede hold med flere landsholdsspillere. Modsat har HØJ Elite indtil videre ikke mødt lige så mange af topholdene og har derfor kunnet finpudse formen. Det sjællandske hold står, efter de første seks kampe, med fire sejre og to nederlag og har dermed indtaget en 4. plads i tabellen.
Men aftenens opgør er ikke mindst en kamp mellem klubbernes udgangspunkt: NFHs etableret position som ét af Danmarks stærkeste hold mod HØJ Elites store ambitioner om at blive netop det. Traditionsklubben mod udviklingsklubben. Så måske er der i virkeligheden mere end blot to point på spil? NFH står potentielt et sted, hvor det forventes, at de tager to point med fra opgøret. Men spørgsmålet er, om HØJ Elite kan pille lidt ved den position?
Når de to hold går på banen i aften, vil alles øjne derfor være rettet mod holdenes profiler, der, om nogen, kommer til at spille en central rolle. Fra HØJ Elite er det især topscorer Nina Dano, den svenske landsholdsspiller, der har vist karakter og været en drivkraft i angrebet. En anden stor angrebskraft er Filippa Nedovic, stregspiller, der også er en af de mest scorende spillere på holdet. Desuden kommer vi ikke udenom Emma Navne og Nadia Offendal, når vi taler om HØJ Elite – to spillere, der styrer angrebsspillet med hård hånd.
Også i målet har HØJ Elite vist sig godt frem, hvor Mathilde Rømer og Emily Sando skiftes til at tage fra. Rømer er i skrivende stund noteret for 50 redninger og tilkæmpede sig en plads på det seneste Rundens Hold, mens Sando har stået for 19 redninger.
I NFH-lejren har de store landsholdsprofiler – eller boblere dertil – på næsten alle positioner. På fløjpositionerne har vi dynamoduoen Clara Lerby og Maja Magnussen, der ikke blot er kendt for deres hurtige og dynamiske spil, men også deres store attitude. Clara Lerby er en af de mest scorende spillere i Bambuni Kvindeligaen (og i Champions League, hvor hun også skyder med skarpt). I bagkæden har de også store navne såsom Moa Högdahl, der stadig er på vej tilbage til hendes topniveau efter en graviditet, Kristina Mulle Kristiansen og ikke mindst Mia Svele, der netop er udtaget til det norske landshold.
Defensiven består af Nanna Hinnerfelt og Stine Eiberg, der begge har landsholdserfaring, samt en målvogterduo bestående af stortalentet Andrea Nørklit samt Anne Christine Bossen, der har imponeret i flere sæsoner.
Kan NFH stå imod favoritværdigheden og tage de to point, eller tager HØJ Elite endnu et skridt mod at etablere sig som et af de hold, vi skal holde øje med? Match of the Round starter kl. 18.30, og du kan følge kampen live i Tophåndbold appen fra kampstart.