NFH vinder første bronzekamp: gjorde det umulige
Del28. maj 2026
13-21 til modstanderholdet ved pausen betyder, for det meste, at en sejr er meget langt væk. At indhente 8 mål til et internationalt storhold virker måske uoverskueligt. Umenneskeligt. Men det var lige præcis, hvad NFH formåede at gøre onsdag aften.
Første bronzekamp endte nemlig i et sandt drama efter en første halvleg, hvor alt gik Ikasts vej – og med 21 mål på måltavlen ved pausen har Claus Mogensen & co. med garanti givet hinanden et velfortjent skulderklap i omklædningsrummet. Dét, de bare havde overset, var, at NFH ikke var færdige.
Langt fra.
Og da en vis Cecilie Greve stiller sig i målet og stopper morskaben for midtjyderne, så begynder virkeligheden så småt at snige sig ind på dem.
NFH brugte det meste af anden halvleg på at lappe hullet, der blev skabt i første halvleg, og ved det 50’ene minut var der endelig kontakt ved 27–27. Derfra svingede kampen frem og tilbage, og med to minutter igen førte NFH pludselig med to mål.
Det sidste minut blev spillet med vind i sejlene, og NFH kunne efter 60 minutter løbe euforisk ind på banen med jubel i ryggen og følelserne ude på tøjet.
Det her betød noget.
Men det gjorde det også for Ikast, der uden tvivl vil give alt, hvad de har, når revancheopgøret fløjtes i gang lørdag kl. 18.15. Kampen kan ses på TV 2 Sport.
