5. april 2025
I dag faldt alle brikkerne på plads i Kvindeligaens grundspil. Og der var drama for alle pengene, da tre hold inden runden var i direkte nedrykningsfare. Og trods et forspring på 2 point til både EH Aalborg og Skanderborg Håndbold lykkedes det ikke for Århus Håndbold Kvinder at bevare ligastatussen, da begge konkurrenter vandt deres kampe, mens aarhusianerne tabte til Odense Håndbold. Dermed endte alle tre hold på 12 point, og det betød altså exit for AHB, da holdet stod svagest indbyrdes.
I den anden ende af tabellen må vi lette på hatten for Odense Håndbold, da holdet som det kun fjerde nogensinde gik gennem grundspillet uden at sætte point til. 26 sejre og 52 point. BUM.
Sidste år gjorde Team Esbjerg det samme (24 kampe), og holdet sikrede sig i dag andenpladsen i rækken, da de forsvarende mestre fik uafgjort ude mod Ikast Håndbold, der ellers havde pæne føringer undervejs. Dermed fik esbjergenserne to point med sig i slutspillet, mens Ikast Håndbold og NFH begge tager 1 styk med.
Kval-og slutspil sættes i gang d. 17. april.