31. maj 2025
De var bagud med 7 mål undervejs i anden halvleg til Metz, men Odense Håndbold leverede et come-back af de helt store og fremtvang forlænget spilletid med 27-27 i ordinær spilletid, hvorefter Elver og Co i de 2 x 5 minutters ekstra tid satte trumf på og sikrede sig en sejr på 31-29.
Allerede inden kampen havde de orangeklædte skrevet historie, da det var klubbens første Champions League-deltagelse, og nu er holdet altså klar til at skrive mere historie, da mindst sølv er sikret. Det er 15 år siden, at Danmark har haft et hold med i finalen, og her venter Györ, der med en ultratæt sejr på 29-28 over Team Esbjerg satte en stopper for en ren dansk finale.